Væk er sidste års høje vækst i omsætning og overskud. Hvor den danske softwarevirksomhed Columbus IT-Partner sidste år præsterede at vokse med 73 procent i omsætning, afslørede årsregnskabet for 1999 kun en vækst i omsætning på 23 procent. Og det - mener Columbus IT Partner selv - er for lidt for en virksomhed i den branche.
I kroner omsatte virksomheden for 582 millioner kroner, selv om ledelsen så sent som i december 1999 kalkulerede med en omsætning på mere end 600 millioner kroner. Overskuddet før skat blev 42,2 millioner kroner. En nedgang på 5,6 millioner kroner i forhold til 1998.
Ledelsen i Columbus IT Partner skriver selv i årsberetningen, at den ikke er tilfreds med omsætningsvæksten for 1999. Og selvom at omsætningen ventes at stige i år 2000 med cirka 25 procent, ligger det i underkanten af de tidligere forventninger. Tilgengæld venter selskabet en vækst i resultatet på hele 35 og 40 pct.
Columbus er afhængig af Damgaard-virksomhedens produkter og selskabet vurderer, at den har en markedsandel på 50 procent af AXAPTA-systemerne i Danmark. Efterspørgslen af produktet faldt kraftigt op til årtusindskiftet, og Columbus venter, at nedgangen i salget også vil påvirke de første måneder af det nye årtusind.
- Den usikkerhed, der har relateret sig til år 2000 problemet, kan fortsætte lidt ind i det nye år med en afdæmpet markedsvækst til følge for første halvår af år 2000, skriver Columbus IT Partner.
Når virksomheden alligevel forventer et relativt kraftigt stigende overskud i år 2000 hænger det sammen med øget profitabilitet. Virksomheden arbejder med en overskudsgrad på over otte procent i år 2000 sammenlignet med en overskudsgrad på 5,9 procent i 1999.