Af Jesper Troelstrup Andersen *
Fast pris på forbindelsen til Internettet uden, at der skal betales ekstra for forbruget. Det har været det mål, markedet for opkoblinger har bevæget sig henimod et stykke tid, fordi denne abonnementsform åbner for, at almindelige brugere kan have deres forbindelser åbne hele tiden.
CyberCity indførte dette betalingsprincip - som ofte kaldes flatrate - sidste efter år, men til forholdsvis høje priser.
Nu tilbyder Tele Danmark tre typer ADSL til privatkunder og små virksomheder med flatrate til lavere priser, som CyberCity øjeblikkeligt har fulgt. Tilbudene betyder, at man nu i det meste af landet kan få en 256 Kbit/s-forbindelse for knapt 400 kroner.
Tele Danmark tilbyder i pakken til den brede forbruger, at man kan hente data med 256 Kbit/s og sende med 128 Kbit/s for 399 kroner om måneden. Storforbrugerne kan få en modtagehastighed på512 Kbit/s og en sendehastighed på 128 Kbit/s for 599 kroner om måneden. Endelig tilbydes 1024 Kbit/s downstream og 256 Kbit/s upstream for 1.199 kroner om måneden.
For at få etableret en ADSL-forbindelse, skal man have et ATM-netkort, som Tele Danmark sælger for 950 kroner og et ADSL-modem til 995 kroner. Udstyret kan dog også lejes for 99 kroner om måneden. Dertil kommer 995 kroner for oprettelse og obligatorisk teknikerbesøg.
Priskrig
CyberCitys produkter er stort set magen til Tele Danmarks, og prisen er sat fire kroner lavere - bortset fra 1048 Kbit/s-forbindelsen, der sælges til 995 kroner.
Tele Danmark kan i øjeblikket tilbyde sine ADSL-forbindelser til halvdelen af landets befolkning, og selskabet regner med, at kunne dække 60 procent ved udgangen af dette år. Det tidspunkt vil stort set alle tættere befolkede byområder være dækket.
Telenettet er klar til, at Tele Danmark kan tilbyde 2 Mbit/s til stort set de samme kundegrupper, men denne type forbindelser vil, ifølge administrerende direktør Henning Dyremose fra Tele Danmark, først blive lanceret, når salget af de nuværende produkter viser, at der er et behov.
Hurtigt voksende behov
Henning Dyremose har store forventninger til ADSL.
- Vi tror, analysebureauet IDC har ret, når de mener, at 300.000 danskere vil bruge ADSL om tre år, og at vi herhjemme har en god mulighed for at komme forud for resten af Europa på dette område, fordi vi har et friere marked, og fordi vi allerede sidste år begyndte at udbyde teknologien, siger han.
Tele Danmark forventer, at video og tv over datanettet, fjernundervisning og etablering af hjemmearbejdspladser vil være de faktorer, der øger forbrugernes behov for båndbredde.
En konstant åben forbindelse kan kræve, at sikkerheden hæves, fordi brugernes system kan blive sårbart overfor hackere. Foreløbig har Tele Danmark dog ikke taget særlige forholdsregler på dette område.
- Vi har vurderet risikoen og fundet, at den er for lav til at tage særlige initiativer, men vi vil nøje følge udviklingen og indføre ekstra sikkerhed, hvis det bliver nødvendigt, siger marketingschef Per Steffensen fra Tele Danmark.
I sidste uge lancerede Tele Danmark et andet bredbåndstilbud via kabel-tv-nettet.