Den nordiske kæmpe inden for kundestyringssystemer (CRM) på det hjemlige marked, Software Innovation ASA kan præstere en solid spurt i omsætningens vækst de første seks måneder af året. I den periode er omsætningen øget med 40 procent i forhold til sidste år - fra 119,7 millioner kroner til nu 167 millioner kroner. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Alene i andet kvartal var omsætningen på 93,2 millioner kroner i forhold til 63,7 millioner kroner i andet kvartal 1999. Det giver et samlet driftsresultat på 9,4 millioner kroner mod 9,8 millioner kroner sidste år.
I løbet af halvåret købte Software Innovation seks virksomheder, herunder danske Multimark i februar for 50 millioner kroner.
Væksten i omsætningen er fordelt med 72 procent fra konsulentindtægter, 21 procent fra licenssalg og 7 procent fra service og vedligeholdelse.
For året som helhed forventer koncernchefen Per Kveim en omsætning på 400 millioner kroner. Software Innovation har 550 ansatte.