Den hollandske internetudbyder World Online vil offentliggøre salget af deres virksomhed til den italiensk funderede Internetudbyder Tiscali på torsdag. Overtagelsen gør det nye selskab til Europas næststørste Internetudbyder ? efter Tysklands T-Online under Deutsche Telekom.
Salget forventes at give World Online knap 42 milliarder kroner (5.6 milliarder euro ), der bliver betalt med aktier. I handelen bliver aktierne værdisat til 20 euro, men onsdag aften lukkede noteringen på 15,80 euro. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Salget, som er kulminationen på natlige marathonmøder i London, forventes at blive gennemført ved, at alle World Onlines aktier overtages af Tiscali. Analytikere forventer, at det nye selskab vil blive ledet på en dag-til-dag basis af World Onlines bestyrelsesmedlem James Kinsella, mens administrerende direktør i Tiscali, Renato Soru, vil nøjes med at trække i trådene som formand for den nye bestyrelse. En person tæt på begivenhederne har sagt til Financial Times, at firmaet i fremtiden vil komme til at fungere under navnet Tiscali.
En del industrieksperter er skeptiske overfor det forestående salg og mener ikke, at fordelene er indlysende:
- Tiscali er ikke den rigtige type partner. Der er behov for én, som er stærk på telemarkedet, siger Lars Godell, der er analytiker for Forrester Research i Amsterdam til Financial Times