Hvis spørgsmålet er fremtidens mobiltelefoni, er svaret typisk UMTS. Men svaret afhænger af, hvem man spørger. En finsk forsker lagde ud, og nu tilslutter danske teleeksperter sig en nådesløs kritik af UMTS ? længe inden teknologien overhovedet er kommet på markedet.
- Allerede næste år får GSM-nettet alle de funktioner, som tilbydes i UMTS, sagde finnen Arto Karila i går i et interview med Computer Sweden.
Karila er professor ved det tekniske universitet i Helsingfors.
Han sammenligner UMTS med telefoniens ISDN, som han anser for at være forældet. Lige nu markedsføres det langt hurtigere ADSL massivt i blandt andet Danmark, og interessen for ISDN er faldende blandt Internet-brugere.
GSM klarer behovet
Sådan vil det også gå for UMTS, mener Arto Karila. Han spår, at fremtiden hedder trådløse netværk (WLAN), der også kaldes et fjerdegenerations mobilnet. Indtil da kan den løbende udvikling af GSM-net sagtens klare behovet, mener han.
- UMTS tilbyder meget lidt, som et GSM-baseret net ikke kan klare. Og GSM-nettet er et funktionelt system, som allerede har tjent sig selv hjem og som bruger kendt teknik, siger Arto Karila.
Andreas Szekacs, der er medlem af Dansk Dataforenings teleudvalg og kendt som en benhård telekritiker, er på ingen måde imponeret over UMTS.
- Det er et spørgsmål, om teleselskaberne overhovedet kan tjene penge på UMTS, siger han.
- GSM-teknologien kan udvides med betydeligt mindre investeringer, fortsætter han og erklærer sig enig med finske Arto Karila.
Ikke en folketelefon
- Vi vil aldrig opleve UMTS-telefonen som en folketelefon. Den bliver simpelthen for dyr, uanset hvad teleselskaberne siger om, at den hårde konkurrence vil holde priserne nede, siger Andreas Szekacs.
- Staterne giver jo ikke rabat på UMTS-licenser, og den evigt accellererende udvikling betyder, at investeringerne i UMTS skal afskrives i en fart, fortsætter han.
Han kan godt lide sammenligningen med ISDN:
- ISDN har været på markedet siden engang i 80?erne. Men det nødvendige udstyr kostede dengang nemt omkring 10.000 kroner, og teknologien var derfor uinteressant for private kunder. Og antallet af privatkunder er vigtigt, fordi det trækker antallet af abonnenter op, siger Andreas Szekacs.
- I dag kan man konvertere til ISDN for nogle få hundrede kroner, men teknologien er forældet, mener han.
Direktør Torben Rune fra analysevirksomheden Netplan tvivler også meget kraftigt på UMTS-lyksalighederne.
- Det er fup, når man siger, at UMTS-teknologien åbner op for hastigheder på to megabit. Det kræver i hvert fald, at man holder telefonen helt stille i forhold til jordstationen. Så er der andre teknologier, for eksempel FWA (Internet via radiobølger, red.), der er lige så gode, siger han.
Dyre tjenester
- Det var måske bedre at kigge på, hvad eksisterende teknologier kan bruges til. Jeg er bange for, at meget af euforien omkring UMTS er medieskabt, for vi har aldrig hørt en almindelig forbruger udtale et behov for UMTS, fortsætter Torben Rune.
Derfor mener han også, at det kan blive svært at sælge UMTS-telefonerne. Priserne vil være skyhøje, vurderer han:
- Teleselskaberne bliver nødt til at opfinde en masse nye tjenester, for at enderne kan nå sammen økonomisk, siger han.
I Danmark afgøres UMTS-auktionen i oktober 2001. Men den største spiller på det danske marked, Tele Danmark, vil ikke love, at selskabet vil betale prisen for en dansk UMTS-licens. Det forklarede koncerndirektør Henning Dyremose på et investormøde i fredags.
- Guld kan købes for dyrt. Men hvis ikke Tele Danmark kan tilbyde UMTS i Danmark, så ved jeg ikke, hvem der kan, sagde han.
Mobilindustrien bruger milliarder for at være forrest i UMTS-kapløbet. Teleselskaberne investerer massivt i UMTS-licenser. I morgen fortæller Computerworld Online, hvad mobilinteresserne siger til kritikken af UMTS.