Med dollartegn i øjnene søger privatpersoner og teknologikoncerner om at få patent på alle mulige dele af Internet. E-handel, klik-og-køb på Internet og senest hyperlinks. Den britiske telegigant British Telecom hævder at have taget patent i 1976 på idéen hyperlinks - og det krav er blevet mødt med vantro og raseri i Internetverdenen.
Imens selskabet forsøger at overbevise de amerikanske patentmyndigheder om, at British Telecom med patent nummer 4873662 virkelig ejer ideen frem til 2006, søger virksomheder og organisationer at finde skyts til at modbevise det.
Nu har en amerikansk patentforening Internet Patent News Service henvist til en filmoptagelse fra 1968, der ifølge det ansete amerikanske magasin NewScientist er det hårdeste slag mod British Telecoms krav.
Filmoptagelsen viser nemlig en forsker på det amerikanske Stanford University, Douglas Engelbart, der foran 1000 tilskuere demonstrerer, hvordan man kan bruge hyperlinks ved at klikke med en pc-mus. Douglas C. Engelbart arbejdede sammen med 17 forskere på Augmentation Research Center på Stanford Research Institute. Holdet havde siden 1962 arbejdet med teknologien.
Ifølge NewScientist vil optagelsen indgå i vurderingen af patentkravet.
Relevant link
Se demonstration af hyperlink fra 1968
Læs også PC Worlds artikel om patentering og copyright her.