Af Tomas Zirn, IDG Computer Sweden
CANNES: De korte tekstmeddelelser, SMS, på GSM-nettet er den hidtil eneste rigtige succes, når det gælder mobile datatjenester. Ifølge Ericssons oplysninger sendes der i øjeblikket på verdensplan omkring 13 milliarder SMS-beskeder om måneden til og fra mobiltelefoner.
Succesen har bekræftet både Nokia og Ericsson i, at det er på tide at udvikle på SMS-beskedens efterfølger. Den nye type af mobiltelefonbeskeder går under navnet MMS, Multimedia Messaging, og kan udover tekst også indeholde billeder og lyd.
Stor optimisme
Anssi Vanjoki, chef for Nokia Mobile Phone, sparede ikke på krudtet, da han på den netop afsluttede 3GSM World Congress i Cannes præsenterede Nokias MMS-system:
- Dette bliver virkelig en stor ?killer application? for GPRS, udtalte han.
Fra Ericsson var tonerne mere lavmælte, men optimismen var til stede:
- Vi håber, at MMS vil bygge videre på fremgangen for SMS, sagde Mike Moore, produktchef for Ericssons MMS-platform.
Det springende punkt bliver, hvor megen information der kan sendes gennem en besked. De nuværende SMS-beskeder kan kun rumme 160 tegn, hvor de nye MMS-beskeder til gengæld kan indeholde meget mere information, formentlig mellem 30 og 100 kilobyte ifølge oplysninger fra Ericsson.
Kræver tilpasning
Men for at MMS-beskederne skal virke, kræver det både at GPRS-telefonerne og selve mobilnettet tilpasses den nye teknik. Nokia forventer at have MMS-servere på markedet allerede i andet kvartal i år. Ericssons MMS-produkter kommer først på markedet senere, formentlig ikke før i fjerde kvartal. Nye telefoner med MMS kommer i starten af næste år, siger Ericsson.
Det tyske mobilselskab Mobilkom giver en idé om prisen på de fremtidige MMS-tjenester. Her mener man, at prisen for at sende en MMS-meddelelse ender på cirka 15 kroner. Ericsson mener dog, at en pris på tre til fem gange den nuværende takst er mere sandsynlig. I Danmark koster det typisk 50 øre at sende en SMS-besked fra sin mobiltelefon.