Af Kim Kaas Selsø, Computerworld Online
Familien bag den verdensomspændende tyggegummikoncern Dandy med 2000 ansatte har begivet sig ud på et regulært IT-eventyr. Rygraden i eventyret er koncernens internationale IT-afdeling, der nu er blevet udskilt i et selvstændigt aktieselskab under navnet InfoChain.
Med oprettelsen af det nye selskab vil Dandy-familien forsøge at tjene penge på den ekspertise, som koncernens IT-afdeling har opbygget i Rusland gennem flere år. Målet er en omsætning på 100 millioner kroner om fem år eller det samme som 1/15 af Dandys omsætning på tyggegummi i dag.
Et stort behov
- Når vestlige virksomheder opretter datterselskaber i Rusland eller et andet CIS-land, opstår der ofte store udfordringer på IT-siden. Økonomistyring og rapportering skal kunne matche både vestlige og østlige krav og informationerne skal kunne integreres. Men der er ingen steder at få hjælp, og det er et problem, som mange vestlige virksomheder har i Rusland, siger InfoChains danske direktør Michael Lehd, der har 11 års erfaring i IT-branchen med i bagagen.
InfoChain henvender sig til vestlige virksomheder, der er etableret i Rusland eller er i gang med at blive det. Dem er der ifølge Michael Lehd 3000 af. Af dem er 140 danske, hvis alle tælles med. Den første kunde kender Michael Lehd dog særdeles godt i forvejen. Det bliver Dandy, der samtidig med oprettelsen af det nye selskab har overgivet driften af sine internationale IT-systemer til InfoChain.
Omsætning på 100 millioner
Der er ifølge Michael Lehd budgetteret med udgifter for ti millioner kroner det første år og en tilsvarende omsætning, der fortrinsvis skal hentes i hus via aftalerne med Dandy. Herefter er det planen, at selskabet skal vokse med 200-300 procent om året.
- Målet er en omsætning om fem år på 100 millioner kroner. Vi regner ikke med at tjene penge det første år, men jeg håber da, at vi kan få overskud i år to, siger Michael Lehd.
- Udfordringen er selvfølgelig, at det russiske marked er så uforudsigeligt. Det er et svært land at være i, men den risiko må man leve med. Det er selvfølgelig lidt af et eventyr. Det nye selskab bliver ejet af familien bag Dandy. Familiens normalforretning er tyggegummi, så for den er det meget nyt at gå ind i IT branchen, siger Michael Lehd.
Dandy står bag kendte tyggegummimærker som V6 og Stimorol. Selskabet havde i 1999 en nettoomsætning på 1,5 milliarder kroner mod 1,6 milliarder kroner året før. Overskuddet var med 2,9 millioner kroner yderst beskedent i 1999. I 1998 havde koncernen et plus på 13,4 millioner. InfoChain har 26 ansatte med hovedbase i Veliky Novgorod i Rusland.