Indhold
STOCKHOLM, SVERIGE (IDG News Service) / 24. marts 1999: Den årlige CeBIT-messe, der normalt holdes hvert år i marts, flyttes næste år en måned frem for at give plads til Expo 2000, årtusindets første verdensudstilling, fortalte arrangørerne i dag.
I 2000 afholdes verdens største messe for informationsteknologi, telekommunikation og netværk den 24. februar til 1. marts.
Publikumsinteressen var meget høj i år . Arrangørerne forudså inden starten et besøgstal på 650.000 besøgende, men allerede i løbet af de tre første dage havde flere end 300.000 personer besøgt messens 7.300 udstillere. I år har der især været mange besøgende fra det tidligere Østeuropa og Asien.
CeBIT er ikke den eneste messe, som bliver nødt til at vige pladsen på det enorme udstillingsområde i Hannover. Alle messer, der ligger i første halvår, bliver afviklet tidligere end normalt. Selv om Expo 2000 først åbner den 1. juni, så starter forberedelserne allerede den 1. april.