Af Dan Jensen
Det er i strid med markedsføringsloven at aftvinge forbrugerne oplysninger om deres statsborgerskab, hvis de ønsker at tegne et mobilabonnement. Sådan lyder den klare besked fra forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen til mobilselskabet Debitel. Det skriver Forbrugerinformationen.
Debitel har hidtil bedt potentielle kunder om at oplyse, om de var danske statsborgere på det skema, hvor kunderne skal ansøge om et mobilabonnement. Oplysningen skulle Debitel bruge til at vurdere om abonnenten ville blive i Danmark i de seks måneder, som et mobilabonnement normalt er bindende i.
Forbrugerombudsmanden mener imidlertid ikke, at oplysningen om statsborgerskabet kan fortælle noget om, hvor lang tid abonnenten bliver i Danmark.
- Jeg har svært ved at se, at det skulle være nødvendigt at bede forbrugerne oplyse, om de har dansk statsborgerskab. Det, der kan være relevant, er, om vedkommende har opholdstilladelse og i givet fald i hvor lang tid, siger forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen til Forbrugerinformationen.
Hagen Jørgensen mener, at diskrimination på grund af race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro eller seksuel orientering er i strid med god markedsføringsskik.
Han forestiller sig, at mobilselskabet i stedet for oplysninger om statsborgerskab kan spørge om, hvorvidt ansøgeren har opholdstilladelse i de seks måneder, hvor abonnementet minimum løber.
Debitel har efter forbrugerombudsmandens indblanding lovet at ændre sit ansøgningsskema.
Forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen har i samme forbindelse henvendt sig til en række andre virksomheder, der på samme måde bruger oplysninger om statsborgerskab i deres ansøgningsmateriale.
Hagen Jørgensen vurderer, at der fremover er "grund til at holde øje med den type sager," skriver Forbrugerinformationen.