Verdens største online-auktion, eBay, kunne i sit kvartalsregnskab melde om en seksdobling af overskuddet og positive fremtidsudsigter. For de danske auktionssteder er udsigten til sorte tal i regnskabet lidt længere væk. Men efter første kvartal, der blandt andet førte til lukning af de danske udgaver af Bid2Day og Aucland, meldes der om stigende besøgstal og positiv udvikling.
- Vores medlemstal og antallet af auktioner vokser støt og roligt. Man kan sige, at den organiske spiral er begyndt at brede sig nu, og de undersøgelser vi har gjort viser, at mange brugere enten snakker med hinanden eller tipper hinanden med mails om auktioner, og på den måde får vi hele tiden flere brugere, fortæller Torben Hartvig, administrerende direktør i Danmarks største auktionssite QXL.
QXL har på det seneste markedsført sig kraftigt blandt andet via et sponsorat af tv-programmet BigBrother, hvilket også har bragt mange nye medlemmer til, fortæller direktøren. Han tilføjer, at QXL i Danmark følger vækstplanerne.
Nærmere oplysninger kan hverken han eller selskabets talsmand i England give af hensyn til børsreglerne. Samlet havde selskabet i december 2000 2,6 millioner registrerede medlemmer på sine 11 sites i Europa.
Selskabet vil ikke fortælle, hvornår det regner med at nå punktet, hvor man tjener penge - det såkaldte break-even. Men oplyser, at de analytikere, der følger selskabet, regner med 2003.
Netauktion.dk's brugertal næsten fordoblet
Hos Danmarks næststørste rene auktionssite, Netauktion.dk, der er ejet af Brandts.com, har udviklingen også været positiv i årets første kvartal.
- Vores brugertal er steget kraftigt de seneste tre måneder. I snit har vi fået 1000 nye registrerede brugere om måneden, så vi nu har mere end 8000 mod 4500 ved årsskiftet, fortæller Netauktions administrerende direktør, Anders Hartmann og henviser til, at siden nyder godt af lukningerne hos Bid2Day og Aucland.
Netauktion.dk har i øjeblikket gennemsnitligt 1600 auktioner i gang ad gangen og viser månedligt 300.000-350.000 sider. Der omsættes for tre millioner kroner om måneden via auktionerne på siden. Udviklingen går efter planen og selskabet forventer at kaste den røde kuglepen i skraldespanden og begynde at føre sorte plustal ind i regnskabet fra 2003.
De store penge ligger i brugerbetaling
Der er dog endnu et stykke vej før, de danske auktionshuse kan præstere et forhold mellem udgifter og indtægter, der ligner regnskabet fra eBay. Hvis der skal tjenes penge på at drive online-auktioner i Danmark, skal auktionshusene tage en del af salgssummen i kommission, mener Thomas Knudsen, der er site-ansvarlig for Den Blå Avis? auktionssite, blaa-auktion.dk.
- Grunden til, at det går så godt for eBay, tror jeg skal findes i, at de tager betaling for auktionerne. Da de indførte det, fik de godt nok tæsk og mistede en stor del af brugerne, men de, der blev tilbage, vil godt betale for et mere seriøst produkt, siger han og uddyber, at Den Blå Avis meget gerne ville tage kommission af salgene på sit site.
- Men det bliver ikke det første, vi indfører. Timing er utrolig vigtig, og man skal være meget sikker. Jeg tror eBay overvejede det meget nøje og meget, længe inden de indførte det, tilføjer han.
Den Blå Avis? auktionssite har i øjeblikket godt 1800 auktioner og står over for en større vitaminindsprøjning de kommende måneder. Primært fungerer siden dog som supplement til avisens rubrikannoncer.
Brugerbetaling hos QXL i løbet af i år
QXL tager en vis procent af salget mellem private (consumer-to-consumer) på sine sites i Tyskland og Storbritannien, og det vil blive mere udbredt i den kommende tid.
- Vi planlægger at indføre brugerbetaling på flere af vores europæiske sites i løbet at dette regnskabsår. Om det også sker i Danmark kan jeg ikke oplyse, siger QXL?s PR-chef Annabel Dangerfield fra selskabets engelske hovedsæde.
Hos Netauktion.dk er man også interesseret i brugerbetaling, og det vil blive indført så snart, der er brugere nok.
- Den store indtjening kommer først den dag, vi har så mange brugere, at vi kan tillade os at tage 3-5 procent i salgskommission på handlerne mellem privatpersonerne. I øjeblikket er vi ved at opbygge brugermassen, og først i 2003 vil vi have nået en kritisk brugerbase, som er stor nok til, at vi tage kommission, fortæller Anders Hartmann, der allerede nu tager en vis procentdel af salget fra forretninger til private (business-to-consumer).
Vil drive auktion for de store portaler
Næste skridt på vejen for at skaffe flere brugere og auktioner hos Netauktion.dk kommer indenfor en måned, når selskabet introducerer sit nye program Netauktion Network. Programmet sigter mod at overtage auktionerne for mange af de store portaler, som hidtil har drevet sine egne auktionssites med blandet succes.
- Vi skal ud at drive auktioner for horisontale og vertikale portaler. Ser man eksempelvis på store sites som Opasia og OFiR, så har de officielt auktioner, men reelt ligger de døde hen uden den store aktivitet. Her vil vi ind og drive auktionerne, så oplysningerne trækkes fra vores centrale database og så præsenteres i de respektive sites? layout. Dermed distribueres vores indhold til de sider, der er med i netværket, og det giver os betydeligt flere brugere og opfylder samtidig portalernes behov, siger Anders Hartmann, der fortæller, at han taler med flere interesserede samarbejdspartnere i øjeblikket.
Ifølge direktøren vil det nye program fungere således, at alle auktionerne ligger i Netauktions database, og derfra kan tilpasses de enkelte sites. Eksempelvis kan en side om film få alle auktioner over DVD-film præsenteret på sin side. Samtidig kan man som køber både byde på filmen via film-sitet og Netauktion.dk?s side.