Af Jakob Risom
Den finske virksomhed VDSL Systems præsenterer, hvad de selv betegner, som den første fungerende VDSL-forbindelse på dansk grund. VDSL, Very high speed Digital Subscriber Line, er den foreløbigt sidste xDSL-teknologi, som er blevet standardiseret af standardiseringsorganisationen ETSI.
Den teoretiske hastighed for VDSL er op til 26 Mbit/s på almindelige kobberkabler - ifølge VDSL Systems. Den form for hastighed kræver dog, at der er mindre end 500 meter fra den DSLAM, Digital Subsciber Line Access Multiplexer, der skal sættes på kobberkablet for, at man kan køre DSL-teknologi. Kommer man 1000 meter væk, er hastigheden 10 Mbit/s.
? Vi går kun og venter på, at der kommer chips på markedet. De skulle være klar til efteråret, og så er vi klar til at rulle teknologien ud, siger Thomas Degel, der står for salget i Norden og i Benelux-landene.
TDC bestemmer
VDSL Systems venter dog også på en anden part, og det er teleselskaberne, der ejer telefoncentraler, knudepunkter og kabler. I Danmark er det TDC.
Hvis man skal rulle VDSL ud, kræver det nemlig, at DSLAM'en stilles op tæt på forbrugerne, og det er TDC, der skal godkende udstyret og dermed afgøre, om forbrugerne kan få tilbudt VDSL.
Fra Tele Danmarks tekniske direktør for teknologi og planlægning, Henning Dickow, lyder det, at VDSL er en teknologi, man holder øje med, men at det endnu er for tidligt at tage endelig stilling til, om forbrugerne får lov at bruge den til bredbånd.
Der er både sikkerhedsproblemer og prisen at tage i betragtning, inden man som teleselskab beslutter sig for VDSL. Allerede i dag har TDC dog stillet 1500 DSLAM'er op til ADSL-forbindelser, og en del af dem står uden for centralerne.
? Det er klart, at sikkerheden skal overvejes nøje. Allerede i dag har vi dog en del intelligent udstyr ude i nettet, og om vi skal holde øje med 2000 punkter eller 1500 betyder mindre, siger Henning Dickow.
Analyseinstituttet IDC forventer en pæn vækst for VDSL-forbindelser over de næste år. I 2004 vil 30 procent af alle nyinstallerede xDSL-forbindelser være VDSL, spår IDC.