En af de bittersøde mottoer var; ja, når vi engang skal se vores venner. Medarbejderne i firmaet arbejdede så meget, at der ikke var tid til venner, knapt til familien ? men meget tid til at producere Internet-løsninger i døgndrift.
? Jeg blev ansat som projektleder for et år siden og sagde klart til min ansættelsessamtale, at jeg har familie og børn, og det betyder, at jeg går klokken 16. Hvis det var et problem, skulle de ikke ansætte mig. Det var intet problem, fortalte de. Her i huset skal arbejdsliv og familieliv hænge sammen. Kort tid efter begyndte travlheden for alvor.
Sådan fortæller Pernille, der er 36 år. Hun blev fyret for en måned siden sammen med andre projektledere, ?sjovt nok alle, der havde familie og børn?, efter et år med knaldhårdt arbejde. Var hun ikke blevet fyret, havde hun selv sagt op. Hun ønsker at være anonym og holde navnet på sin tidligere arbejdsplads for sig selv.
? De vil tro, at jeg fortæller historien for at hævne mig, hvis jeg fortalte, hvor det var. Men det ønsker jeg ikke. Men jeg synes, at det er på tide, at nogen tager sig sammen og fortæller, hvordan virkeligheden ser ud for mange ansatte i IT-branchen ? og så bliver jeg jo også nødt til selv at stille op, siger hun.
Pressede citronen
Virksomheden har omkring 60 ansatte og leverer Internet-løsninger. Udadtil fungerer den strålende og har en karismatisk leder, der fortæller om arbejdspladsen som indbegrebet af en ny, moderne IT-virksomhed, der tager hensyn til medarbejderne, har gratis is, cola, kaffe, arrangerer medarbejderaftener, går ud og spiser og i det hele taget har det godt.
Men virkeligheden er en anden, når man taler med den tidligere ansatte.
? Mine kolleger arbejder 60 timer om ugen. Det var ikke usædvanligt, at de arbejdede 48 timer i træk, gik hjem og sov hen på eftermiddagen ? og mødte næste morgen for at gå i gang med et nyt projekt. Jeg var selv med til at presse citronen. Det gjaldt om at få udviklerne og designerne til at arbejde så meget som muligt, så vi kunne få så mange kunder igennem som overhovedet muligt.
- Ofte gik vi på kompromis med kvaliteten ? det skulle afleveres. Bagefter måtte vi så i gang med fejlretningen og opsamlingsarbejdet, når kunden ringede og fortalte, at noget ikke fungerede, fortæller Pernille.
Rovdrift på mennesker
Pernille er universitetsuddannet, og har arbejdet som IT-chef og IT-medarbejder i forskellige stillinger. Ved siden af studiet var hun ansat i en supportafdeling, hvor telefonerne kimede uafbrudt:
? En masse mennesker holder ikke længe i en supportstilling som det. Men jeg var der seks år i træk, og det var aldrig stressende på samme måde som det, jeg oplevede igennem det seneste år.
Hun er ikke særlig høj, men hendes udtalelser kommer med brask og bram.
? Det, jeg oplevede i det sidste firma, var hæmningsløs rovdrift på mennesker. Vi kunne jo alle se på hinanden, hvornår det begyndte at gøre rigtig ondt. Men alt drejede sig om at få flest mulige timer ud af medarbejderne, og det var især udviklerne og designerne, det gik ud over. I løbet af efteråret sidste år blev der ansat fem-seks nye hver måned. Planen var, at de skulle have et to-dages introduktionskursus, så de kunne komme ordentligt ind i arbejdet. Men meget ofte blev de hevet ud efter en time, så de kunne komme ind og arbejde på et af projekterne, der manglede ressourcer.
Blackout
? Der var blandt andet en klar forventning om, at alle tog en tændt mobiltelefon med på ferie, så de var til at træffe. En enkelt projektleder sagde, at enten tog han på ferie uden mobiltelefon, eller også holdt han ikke ferie. Så kunne han lige så godt arbejde, sagde han. Jeg sagde, at jeg tog den med på ferie, men holdt den lukket, og så ville jeg aflytte beskeder indimellem. Vi begyndte at stille den slags krav efter en lang periode, hvor mobiltelefonen ringede døgnet rundt. Man kan jo aldrig holde fri på den måde, siger hun.
Pernille nåede aldrig at få de alvorlige symptomer på stress. Hun mødte senest 8.15 og tog af sted for at hente ungerne klokken 16. Når de var lagt i seng, satte hun sig foran computeren og arbejdede videre. Men hun nåede de mere milde symptomer. Blackout for eksempel.
? Det var helt typisk. Man sidder der, siger hun med et skævt grin, ? så ringer telefonen og vedkommende siger, ? ja det er den og den. Og så kunne jeg under ingen omstændigheder huske, hvilket projekt, kunden var fra.
- Det kendte vi alle sammen. Det var meget udbredt. Når vi sad til et møde, kunne en sige: Det kan jeg simpelthen ikke huske, det må jeg tjekke i papirerne bagefter. Selv om vedkommende lige havde haft det i hænderne et kvarter forinden. Eller en af udviklerne spurgte om noget, og jeg kunne bare sidde og kigge på ham og være helt sort i hovedet, kunne intet huske om projektet, hvor langt vi var, eller hvad planerne var. Den fornemmelse kendte vi alle sammen, siger Pernille.
Uerfaren ledelse
Ledelsen i firmaet var kendetegnet ved, at de var relativt unge ? i 30?erne og begyndelsen af 40?erne, og uden formel lederuddannelse. Ledelsen arbejdede meget. De sad til ved 20-tiden foran skærmen:
? Vi kunne høre, at det var familien ikke glad for. Vi hørte jo, når deres koner ringede, kom ind og hentede dem hjem, eller når der blev ringet, at børnene skulle hentes hos en legekammerat, fordi de ikke var hentet, da institutionen lukkede, siger Pernille.
? Og den holdning smitter jo. Det var ikke velset at gå tidligt, selv om jeg fik at vide, at man respekterede mig for at holde fast i, at jeg ville være sammen med mine børn også.
? Ledelsen forsøgte at give medarbejderne de goder, som de regnede med betød en god arbejdsplads. Men de turde ikke høre efter, hvad medarbejderne virkelig efterlyste. En softicemaskine eller en betalt barnepige hjælper jo ikke på det reelle problem ? at man bare arbejder for meget og aldrig er hjemme.
- En af de sidste kongstanker var, at man bare kunne tage børnene med på arbejde. Det skulle være udtryk for moderne ledelse og fremadsynethed. Men det er jo vanvid. Det kom også fra den af cheferne, der ikke har børn og derfor ikke ved, at det er uladsiggørligt at arbejde med ungerne løbende omkring på arbejdspladsen. Derudover er det en dårlig politik. Send folk hjem i stedet, så de kan hvile ordentligt ud og levere et ordentligt stykke arbejde dagen efter, siger Pernille, der nu er i gang med at søge et andet job.
Krav om at gå
Siden Pernille er stoppet i virksomheden, er hun blevet ringet op af en del tidligere kolleger, som gerne vil høre, om hun kender et sted, der ?mangler nogen?.
? Så fortæller jeg om den arbejdsplads, som jeg besøgte for nylig, hvor medarbejderne for det første er ti år ældre, har familie, og hvor chefen smider folk ud, hvis de sidder på arbejde fredag efter 16. Han kom forbi kontorerne og sagde, at nu måtte de sidste to gå ? det var weekend, og han ændrede i øvrigt koden klokken 16.30. Så de skulle være ude inden da. Mine tidligere kolleger tror ikke på, at en arbejdsplads kan være sådan. Og det er endda et sted, der giver et stort økonomisk overskud, siger Pernille.
Læs flere artikler om stress her
