? Som en kat, der sætter kløerne i væggen og forsøger at kravle op, men som hele tiden skrider ned. Sådan beskrev en af vores patienter forsøget på at trække sig op af udbrændthed. Det kan ikke lade sig gøre, hvis man ikke samtidig kender årsagerne, og kan ændre på, hvorfor det skete, siger Giorgio Grossi.
Han er ph.d. i psykologi og ansat på Stressmottagningen på Karolinska Instituttet i Stockholm.
Et typisk forløb op til et sammenbrud eller udbrændthed er, at stress indtræder i ens liv, og man mobiliserer kræfterne på at klare stressen. Kroppens egne virkemidler går i gang for at tackle problemerne. Efter noget tid kommer man ind i den første udmattelsesfase, hvor man er meget anspændt fysisk og psykisk. Derefter sker ofte noget dramatisk, hvis presset fortsætter:
? Panikanfald, totalt blackout eller et pludseligt sammenbrud. Dernæst kommer man ind i en ny fase, hvor man er udmattet, depressiv, indadvendt, har ondt i musklerne, hjerteflimmer, hukommelses- og koncentrationsbesværligheder, siger Giorgio Grossi. Når vedkommende så forsøger at ?tage sig sammen?, kan effekten ligne katten med kløerne i væggen:
? Det kan ikke lade sig gøre, fordi patienten ikke har de rigtige redskaber at arbejde med. Det kan vi tilbyde på Stressmottagningen, fordi vi gennemgår hele patientens dagligdag og ser på problemerne i en sammenhæng med både patientens personlighed, arbejde, familie og fritidsliv, siger Giorgio Grossi.
Isolerer sig mere og mere
Han fortæller om, hvad der sker på vejen væk fra udbrændthed;
? I den akutte fase er man træt. Voldsomt udmattet, og det hjælper ikke at sove. Man har et meget stort behov for omsorg. Kravene skal tages bort fra personen, og en sygemelding er ofte nødvendig. Her er det ikke så meget behandling, det drejer sig om. Patienten har i denne fase ikke energi til at forholde sig til noget.
? I anden fase kommer noget energi tilbage. Her kan vedkommende overkomme behandling og for eksempel psykoterapi. I tredje fase begynder symptomerne at forsvinde, og personen begynder at se sig om efter et nyt job eller en anden form for beskæftigelse, siger Giorgio Grossi.
Stressmottagningen får nogle gange patienter ind, der har været sygemeldt i meget lang tid. Et par år måske, hvor vedkommende har været lidt på arbejde og er blevet sygemeldt indimellem. Her sker det ofte, at patienten isolerer sig mere og mere.
? De undgår ting, der kan minde om det tidligere arbejde, hvis det var grunden til et sammenbrud. Ensomhed og isolation fra venner og familie kan blive konsekvensen, hvis vedkommende skammer sig over, at han eller hun ikke kan få livet til at fungere eller finde energien til at komme videre.
- Nogle af dem, der kommer til os, har gået sygemeldt i flere år, og så er en ond spiral oftest godt i gang. I anden og tredje fase kan vi træde til og komme med forslag til, hvordan man ændrer på årsagerne til sammenbruddet og ikke bare behandler symptomerne. Det er patienten selv, der skal lave den største del af arbejdet, og det er hårdt for nogle. Det bliver afsked med nogle gamle mønstre ? men også goddag til nogle nye, siger Giorgio Grossi.
Overambitiøse og hidsige
Giorgio Grossi nævner et eksempel på en personlighed, der er i risikogruppen for stress-sammenbrud.
? Vi kalder dem type A-personligheder. Det er mennesker, der oftest er overambitiøse, speedede, arbejder gerne under tidspres, utålmodige, irritable, hidsige og lidt fjendtligt indstillede over for andre mennesker. De erstatter et lavt selvværd og har lært at holde fornemmelsen af værdiløshed i ave med ros og bekræftelse og ved at være dygtige til arbejdet.
? Hvis en medarbejder med type A-personlighed bliver udsat for udbrændthed, vil vedkommende forsøge at komme tilbage til starten ? forsøge at blive lige så dygtig og effektiv igen, som vedkommende var før sammenbruddet. De ser det oftest som et tegn på svaghed hos dem selv, at de ikke kan leve op til de store krav, de kunne før i tiden. Vi har oplevet, at de bliver sure på os, fordi vi ikke kan ?ordne? dem. ?I er jo sådan en hotshot-klinik, I må kunne fikse mig?, lyder det sommetider.
Men hele ideen er netop, at hvis man vender tilbage og arbejder videre med samme hast og samme ambitioner som før, så sker der ikke nogen ændring. I de bedste tilfælde oplever folk selv, at de ikke kan leve som før, og må til at se på, hvordan de så kan opbygge et godt liv uden de alt for store krav til dem selv og deres omgivelser, siger Giorgio Grossi.
Allergi overfor minder
Han fortæller, at behandlingen er vigtig i den ene eller anden form. Han fortæller om folk, der er blevet næsten allergiske over for ting, der minder om det arbejde, der fik dem til at bryde sammen:
? Vi havde en journalist, der efter et stykke tid hos os fik et andet job på en radiostation. Allerede den første dag, hvor han så den hektiske stemning, mobiltelefoner, der ringede og travlheden hos de ansatte, fik han et tilbagefald og måtte holde op igen.
En anden medarbejder kastede op, når familien kørte på indkøbstur i supermarkedet. På vej til supermarkedet kom de nemlig forbi den gamle arbejdsplads, og hendes reaktion var så kraftig, at de blev nødt til at køre en større omvej for at undgå at køre forbi den gamle arbejdsplads. Hvis man har det sådan, er det svært at leve et almindeligt liv og tegn på, at tingene ikke er kommet ordentligt på plads endnu, siger Giorgio Grossi.
Relevant link:
Stressmottagningens hjemmeside
Læs flere artikler om stress her
