Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 15. marts 2002.
Kun en sjat over tyve år sidens dens fødsel er pc'en ved at forsvinde. Tendensen på Cebit er klar. Pc'er er bokse. Byggeklodser om man vil. Der er bare ingen, som antydningsvis annoncerer, at de har en pc på produktprogrammet på denne gigantmesse. Måske står der et skilt på messestanden, hvis man lige kan vise en model med den allernyeste og hurtigste processor, men ikke mere.
I stedet er pc'ens forbindelsesmuligheder kommet i centrum, for moderne pc'er udvides ved hjælp af eksterne enheder. USB og FireWire er snorene ind i pc'en, og vel at mærke med hastigheder der gør, at man slet ikke savner at rode med indstikskort og skruetrækker.
De eneste pc'er, der virkelig har svagt fokus på sig er dem med specielle egenskaber. Sony viser underholdnings-pcer, som er beregnet til at stille i en dagligstue. Man satser på design og ergonomi. Form over indhold, om man vil det.
Et tastatur og en lommecomputer er nok til at danne en skrivemaskine, en skærm med en harddisk er en videoafspiller og så videre.
Så Intel og Microsofts ideer om, at den kendte beige pc er den tap, hvorom verden drejer, er ved at smuldre. Naturligvis vil der stadigvæk være pc'er, men ingen tager sig af dem. Alle nye pc'er har i dag rigeligt med muskler til at køre netværk og den vigtigste applikation, nemlig Microsoft Word. Alle harddiske er i dag rigeligt store til at rumme alle kendte forretningsapplikationer. Det eneste, man skal sikre sig, er, at der er rigeligt med ram i dem. Og så er den affære ikke længere.
Naturligvis er der alle dem, som selv bygger og håndtuner pc'er, men det er privatbrugere, som netop finder stor glæde ved at strikke den bedst tænkelige pc sammen.
Alle andre kan konstatere, at pc'en er ved at forsvinde, for at blive til en anonym IT-enhed, eller for at segmentere sig ud i atomer.