En verden - En Unix

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 9. august 2002.


Drømmen om bare at have Èn eneste Unix-version er tredive år gammel, men nu er den næsten ved at være en realitet. Og drømmen har pingviner i alle roller. For Linux-maskotten Tux kan roligt nyde tilværelsen i skyggen af sejrens palmer.

For 10 år siden var der lidt over 200 forskellige og ukompatible Unix-versioner. Og der har i de sidste tredive år været store slagsmål om, hvilken Unix-version der burde ophøjes til den eneste ene Unix.
Der er flere standardiseringsorganisationer, der har prøvet at samle styrkerne. Men resultatet har hver gang været en fiasko. OSF (Open Softeware Foundation) var det mest markante forsøg, men de fik kun hedengangne Digital med på vognen, og en standard med kun en deltager - det holdt ikke.
På det tidspunkt fortalte IBM, at deres AIX, var langt bedre end Digitals Ultrix, hvor Digital bedyrede, at HP's HP-UX var for tøsedrenge, mens Sun råbte op om, at deres SunOs/Solaris bare var den bedste Unix-version. Alle Unix-versionerne hed alt andet end Unix, da dette navn var beskyttet.
Død i Unixland
Her i det nye årtusind har der været en høj dødelighed blandt Unix-varianterne.
Da Unix-fabrikanten SCO blev købt af Linux-distributøren Caldera, var det udelukkende for at få fat i kundekartoteket. SCO's Unix-version blev begravet hurtigere, end nogen kunne sige Linux.
Og Compaq nåede at lukke og slukke for Digitals Tru64 Unix-version, som de havde arvet ved overtagelsen. Og HP har ingen ambitioner om at genoplive den gamle konkurrent til deres HP-UX. Alle de døde hardwarefabrikanter, som ICL, Nixdorf og Data General har taget deres Unix-varianter med i graven.
RISC-fordelene udhules
De kommercielle Unix-varianter som IBM's AIX, Sun's Solaris, HP's HP-UX, SGI's Irix er i dag alle systemer, som kører på disse hardwarefabrikanters RISC-systemer. Men der er flere ting, som presser disse leverandør-Unix'er. Stigende ydelse for intel-baserede servere har udhulet det ydelsesmæssige forspring for RISC-serverne. Det betyder i dag, at selv Unix-fanatiske Sun, har fået en Intel-strategi. Dertil er softwareudviklerne ved at stemme alt andet end AIX, HP-UX og Solaris ud. Tendensen er klart, at nye produkter kun bliver udviklet til AIX, Solaris og Linux, med HP-UX som et usikkert fjerde system.
Det har SGI mærket på deres krop, idet SGI har haft en lukrativ position med at levere servere og arbejdsstationer til media-branchen. Her har sværvægtere inden for brancher som Industrial Light & Magic tidligere været storforbrugere af SGI's udstyr og deres IRIX Unix-version. Nu er der kommet pingviner i maskinstuerne, og hele dette branchesegment er kraftigt på vej mod Linux.
Det vigtigste forsvar som de leverandørspecifikke Unix'er har mod den fremstormende pingvin-Unix, er dels skalerbarhed, idet Linux endnu ikke er god til at udnytte multi-cpu installationer. Endnu er der heller ingen klynge-løsninger, der kommer på højde med mulighederne i de kommercielle Unix-installationer. Men disse ting er på vej.
Fabrikanter af infrastruktur-software som for eksempel Veritas og Computer Associates er kraftigt interessere i at få produkter til klynger, lagerstyring, administration og backup til Linux.
Mange distributioner
Men heller ikke Linux-tropperne er helt enige om fodslaget. Linux er nemlig ikke bare Linux. Der er talrige Linux-distributioner, hvor samme styresystem kommer i forskellige indpakninger.
Og her er distributøren Red Hat mere eller mindre løbet med markedet. Men nu har resten af distributørerne fundet sammen.
Linux-producenterne Caldera, SuSE, Turbolinux og Conectiva indgik i forsommeren en samarbejdsaftale om at skabe en fælles distribution med navnet UnitedLinux.
Initiativet ses af de fleste iagttagere som et forsøg på at imødegå Red Hats dominans på markedet for Linux.
Foreløbige undersøgelser foretaget af analyseinstituttet IDC i 2001 viser, at de fire firmaers andel af servermarkedet ligger på omkring halvdelen af Red Hats andel.
Ved at benytte en fælles base bliver det nemmere både for kunder og hardware- og softwareproducenter at tilbyde tjenester og standardiserede produkter, i stedet for at skulle skræddersy produkterne til de forskelle, der er imellem distributionerne.
Fælles Base
Partnerskabet mellem de fire firmaer indebærer, at firmaernes produkter bygger på den fælles udviklede base, som hver af de fire firmaer så vil udbygge med egne produkter og tjenester. Den første version af UnitedLinux forventes at være færdig sidst på året.
UnitedLinux er en åben gruppe, og gruppen har inviteret andre Linux-producenter til at deltage, herunder Red Hat og Sun. Red Hat er positiv over for initiativet, men har ikke svaret på henvendelsen endnu, da firmaet først blev kontaktet dagen før offentliggørelsen af den nye alliance. Uheldigvis er der på det seneste opstået revner i samarbejdet, idet TurboLinux er kommet i svære økonomiske vanskeligheder.
Virksomheden havde nemlig satset på det asiatiske marked, men uden held. Sidst har den kinesiske regering sat open source-software på IT-dagsordenen, men valgt Red Hat som basis. Dertil har TurboLinux ikke været for heldige med de ekstraprodukter, som man har foldet ind i distributionen.
For eksempel har man lanceret et klynge-produkt der direkte konkurreret med open source-produktet Beowulf, men uden at tilbyde samme fuktionalitet.
Det betyder alt sammen, at UnitedUnix kommer til at stå svagere, og at drømmen om den endelige Unix måske må skydes endnu længere ud i fremtiden.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Konica Minolta Business Solutions Denmark A/S
Salg af kopimaskiner, digitale produktionssystemer og it-services.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Computerworld Summit 2025, København – AI transforming business

Årets uomgængelige konference for dig, der er med til at træffe beslutninger om din organisations teknologiske fremtid, og vil have det samlede overblik over aktuelle tendenser i IT-branchen.

27. maj 2025 | Læs mere


Årets CIO 2025

Vi skal finde Årets CIO 2025 og den kvinde eller mand, som i et helt år kan bryste sig af at være landets bedste CIO.

03. juni 2025 | Læs mere


Computerworld Summit 2025, Aarhus – AI transforming business

Årets uomgængelige konference for dig, der er med til at træffe beslutninger om din organisations teknologiske fremtid, og vil have det samlede overblik over aktuelle tendenser i IT-branchen.

03. juni 2025 | Læs mere