Indhold
12. maj 1998: Apples tilbagegang gennem de seneste år får nu konsekvenser i Danmark. IDG, som blandt andet udgiver månedsbladet MacWorld har besluttet, at næste nummer også bliver det sidste.
MacWorld er udkommet siden 1989. Selv om bladet altid har været populært blandt macbrugerne, så er oplaget gennem de senere år faldet i takt med antallet af Apple-computere på det danske marked.
- Vi må beklageligvis konstatere, at Mac-markedet bliver stadigt mindre - også når det gælder magasiner, siger Martin Jørgensen, chefredaktør for MacWorld.
- Allerede idag er markedet for lille til at kunne bære sin egen publikation, hvis det skal holde et omfang og en kvalitet, som den vi kender fra MacWorld, siger han.
- Vi er de første til at beklage, at MacWorld ikke kan fortsætte, siger Martin Jørgensen.
- Men det forretningsmæssige grundlag er simpelthen ikke tilstede længere.
MacWorlds abonnenter får besked om deres muligheder sammen med nummer 6, der udkommer den 8. juni.
Selv om PC Worlds webredaktion først og fremmest henvender sig til PC-folket, så vil man alligevel kunne læse nyheder fra Macfronten, som de indløber, lover onlineredaktøren.