Corel har præsenteret den næste generation af kontor-pakken WordPerfect Office 2000 Suite på denne uges Comdex-messe i Las Vegas, skriver PC World. Pakken skal ikke konkurrere med Microsofts Office 2000 og indeholder derfor ikke ret mange nye funktioner, men snarere små praktiske forbedringer, der skal gøre det nemmere og hurtigere at arbejde med dokumenter. Pakken indeholder foruden tekstbehandlingen WordPerfect også præsentationsprogrammet Corel Presentations, regnearket Quattro Pro og kalenderen CorelCentral.
Hverken Corel eller Microsoft har offentliggjort priserne for deres kommende kontor-pakker, men begge firmaer siger, at prisniveauet vil være det samme som for de nuværende versioner. WordPerfect Suite 8 koster i en opgraderingsversion 89 dollars, mens en tilsvarende opgradering til Microsoft Office koster 250 dollars. Den nye kontorpakke fra Corel vil derfor sandsynligvis være betydelig billigere end Microsofts pakke.