Intet er kortere end vejen til tasterne, hvis man er utilfreds med et firmas produkter. På Internet er der opstået tusindvis af hjemmesider, hvor frustrerede kunder driver deres egne personlige smædekampagner mod store og små virksomheder, skriver USA Today. Mange virksomheder har nu etableret ordninger, hvor Internet-kyndige medarbejdere patruljerer nettet for at finde ud af, hvilke informationer der spredes om firmaet on-line. Et Internet-firma i New York, EWatch, har specialiseret sig i at overvåge Internet for kunder, der er bekymrede om, at der spredes falske rygter på nettet. På tre år har eWatch fået over 600 virksomhedskunder, fortæller firmaet til avisen. Hvor galt det kan gå, oplevede skofabrikanten Nike, der blev konfronteret med et Internet-rygte om, at man kunne få et gratis par nye sko hvis man indsendte sine gamle Sneakers. I løbet af en uge blev Nike oversvømmet med udtrådte sko, der ifølge Internet-rygtet skulle genbruges som gulvbelægning.