Tele Danmark fortæller i en pressemeddelelse, at takstsystemet bliver ændret den 1. januar 2001, så der altid ringes til "nærtakst". Prisen bliver 28 øre per minut i dagtimerne og 14 øre i aften- og nattetimerne, uanset afstanden indenfor landets grænser.
De nye takster er allerede blevet godkendt af Telestyrelsen og Konkurrencestyrelsen, fortæller Tele Danmark.
Samtidig med indførelsen af de nye takster ændres også prisen på et almindeligt telefonabonnement, som i øjeblikket varierer fra landsdel til landsdel. Fremover koster det 340 kr. i kvartalet, ligegyldig hvor man bor.
Tele Danmark hævder, at prisen for den
gennemsnitlige forbruger falder med 18,5 procent i perioden 1998 til 2002.