Det britiske Justitsministerium fremlagde i starten af marts et udkast til en lov, som skal styrke den elektroniske handel over Internet. Men det har vakt opmærksomhed, at forslaget også giver politiet adgang til privatpersoners elektroniske post. Enkeltpersoner og virksomheder, som vil benytte kryptering, skal aflevere nøglerne til betroede nøglecentre, hvor de kan hentes af politiet. Loven betyder, at det bliver strafbart at nægte at udlevere de personlige krypteringsnøgler. Den endelige lovtekst vil sandsynligvis blive fremlagt efter påske. Foruden kryptering vil loven også skabe de juridiske forudsætninger for brugen af digitale signaturer på nettet. (Kilde: Telegraph)