Endnu en dansk avis har fundet vej til Nettet. Denne gang er det Kristeligt Dagblad, som vil overføre sine artikler fra papiravisen til Nettet. I modsætning til den trykte version vil den elektroniske udgave være gratis for læserne.
På Kristeligt Dagblads nye website kan man også læse mere aktuelle nyheder, som opdateres døgnet rundt. Desuden tilbydes en række specielle servicefunktioner, bl.a. et jobmarked for det kirkelige og humanitære område.
Avisens Internet-satsning hviler på tre søjler: en portal om religion, etik og eksistens, som blev åbnet for halvandet år siden, den nye elektroniske udgave af avisen, og et Internetfællesskab om kirkelivet, kristendom.dk, der lanceres til årsskiftet.
"Internettet bliver en vigtig del af Kristeligt Dagblads fremtidige kommunikation og markedsføring," siger salgs- og marketingchef Morten Suhr Hansen. "Vi tror faktisk, at vi med vore internettjenester kommer i berøring med en masse nye læsere, som ellers ikke ville have fundet vej til avisen."