Nummeroplysningstjenesten 909.dk og søgemaskinen Webguiden vil i efteråret blive lanceret i svenske og norske udgaver, fortæller Telepartner A/S. De to Internet-tjenester vil samtidig kunne benyttes i en engelsk version. Ifølge Telepartner er 909.dk og Webguiden blandt de største søgemaskiner i Danmark, med over en million eksponeringer om ugen, og firmaet forventer, at de nye svenske og norske udgaver vil få samme succes. Firmaet fortæller samtidig, at Webguiden snart vil få et nyt ansigt og en forbedret søgefunktion, der skal gøre det hurtigere og nemmere at finde informationer.
Ifølge en undersøgelse, som Network Solutions har foretaget, har 20 pct. af alle borgere i Skandinavien adgang til nettet.