Masseudsendelser af advarselsbreve i Tyskland er en pengemaskine, som primært advokatbranchen nyder godt af.
Det mener den tyske advokat Marcus Dury, som blandt andet rådgiver tyskere, der er anklaget for at hente Zentropa-filmen Antichrist ulovligt på nettet.
Den danske filmbranche kigger i øjeblikket sultent mod Tyskland og håber, at copyrightlovgivningen i syd kan smitte af på den kommende danske lovgivning. Men den hårdhændede tyske fremfærd mod pirater kan være en trussel mod retssikkerheden – og den gavner slet ikke den filmbranche, som ellers argumenterer for stramninger.
Det mener advokat Marcus Dury, der driver advokatfirmaet DURY. Han har en master i jura og informatik og beskæftiger sig primært med sager om ophavsret og intellektuel ejendomsret.
Han driver desuden rådgivningshjemmesiden Filesharinganwalt.de, hvor tyskere gratis kan søge advokatbistand, hvis de har modtaget et erstatningskrav fra rettighedshavere. Her er han kommet i kontakt med mindst seks tyskere, som har fået advarselsbreve fra Zentropas tyske advokat BaumgartenBrandt.
”Jeg synes ikke, at systemet i Tyskland fungerer perfekt, så jeg vil ikke anbefale, at man lader sig inspirere alt for meget af det i Danmark,” siger Marcus Dury.
Mine klienter skal ikke betale fem flade øre
”Jeg har været i kontakt med BaumgartenBrandt. De har nu nedsat deres krav til cirka 800 euro (6.000 kroner), og mindre bemidlede personer skal kun betale 300 euro (cirka 2.500 kroner). Ifølge advokatfirmaet er det deres måde at vise, at de ikke er ude på at ruinere folk,” siger Marcus Dury til ComON.
Erstatningskravet for Lars Von Trier-filmen er altså nedsat fra 1200 til 800 euro.
Men rabat eller ej, så rådgiver Marcus Dury sine klienter til at holde tegnebogen i lommen og ignorere de såkaldte ”cease and decist”-breve.
”Advokatfirmaernes forretningsmodel er at sende så mange breve som muligt og håbe, at mange betaler. Men dem, der ikke betaler, skal normalt ikke frygte at blive trukket i retten, fordi det ofte ikke økonomisk kan betale sig for selskaberne at føre sagerne,” mener Marcus Dury.
Det finder han kritisabelt.
”I mine øjne er der tale om misbrug af loven. For advokatselskaberne er reelt ikke interesserede i at forsvare rettighedshavernes interesser. De fører kun sager, som de er sikre på at tjene penge på”.
Advokater får flest penge ved at true med bål og brand
Marcus Dury kan ikke selv huske en sag, hvor hans klient er havnet for en domstol, og alene i 2010 har hans firma rådgivet 700 tyskere, der har modtaget advarselsbreve.
Det kunne være en indikation på, at det er truslen om retssager og ikke gennemførte sager ved domstole, som giver rettighedshaverne og dermed advokatfirmaer penge i kassen.
Og det får sagerne til at ramme skævt.
”60 til 70 procent af mine klienter ved godt, hvorfor de har modtager et cease and decist-brev, men det betyder, at der er 30 procent, som ikke har anelse, om at der skulle være foregået noget ulovligt på deres forbindelse,” siger Marcus Dury.
”Advarselsbrevene har en meget truende ordlyd, og de kommer næsten altid om fredagen med en meget kort tidsfrist, så mange mennesker kan slet ikke nå at kontakte en advokat.”
Og det betyder, at mange ender med at betale de små kompensationer i panik for at slippe for de store erstatninger, som ifølge advarselsbrevene kan ende med at blive op til 30.000 euro. Marcus Dury kan ikke bevise, at systemet med advarselsbreve i Tyskland udnyttes af advokatselskaber til at tjene hurtige penge, men der er indikationer. For eksempel er de typiske advokatsalærer 1.000 euro for at udsende og administrere et advarselsbrev. Med lidt hovedregning vil udsendelse af 1000 advarselsbreve altså koste én million euro om måneden i administration.
”Det tror jeg ikke på, at et selskab som Zentropa har råd til at betale,” siger Marcus Dury.
Derfor anslår han, at rettighedshavere og advokatfirmaer blot slår en handel af og deler det mulige ”udbytte” – som han kalder det – i porten. Det er altså risikofrit for film- og pladeselskaberne. De skal kun betale - og får kun penge - hvis advokatfirmaet formår at hive penge ud af en tysker.
Wikileaks har frigivet dokumenter, der angiveligt viser, at et tysk advokatkontor, Kornmeier, direkte har været i udlandet for at markedsføre sine tjenester over for rettighedshavere. I dokumentet lover advokatfirmaet, at rettighedshaverne ikke skal betale for piratjagten. Advokatselskabet vil blot have lov til at tage en andel af de penge, som fildelerne betaler i bøde.
Et tegn på at det er en god forretning at sende advarselsbreve i Tyskland.
Man kan komme i klemme
Men selv om mange tyskere altså ignorerer advarselsbreve og slipper for at betale, så er det langt fra risikofrit af fildele musik og film i Tyskland, understreger Marcus Dury.
Hvis en sag kommer for retten, så ligger bevisbyrden på den sagsøgtes banehalvdel. Det er ham, der skal bevise, at han har sikret sin trådløse forbindelse tilstrækkeligt, for han er ansvarlig for ulovligheder begået via forbindelsen.
Og både advarselsbreve og screenshots af ip-trafik indgår i sagerne, hvor de ofte bruges som indicier på, at noget ulovligt er foregået. I Danmark er screenshots ikke tilstrækkelig dokumentation til at kæde en person sammen med en påstået ulovlig download.
Sagerne bliver desuden ikke ført til ende, men ofte afgjort ved forlig på foranledning af dommerne i de enkelte retssale. Ofte til tilfredshed for sagsøgerne, mener Marcus Dury.
”Advokaterne vil helst ikke risikere at føre sagerne. Hvis de skal føres i retten, så risikerer advokaterne at tabe sagen, eller at den ankes til en højere instans. Uanset hvad så går det ud over deres indtjening.”
Gør ikke dine kunder til kriminelle
"Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke går ind for copyright-krænkelser. Jeg har også andre typer rettighedshavere som klienter og sender selv advarselsbreve på deres vegne. Men jeg gør det aldrig for at lave en forretning ud af det for mig som advokat. Det skal være for at stoppe en ulovlighed," siger Marcus Dury.
”Men jeg vil aldrig anbefale folk, der modtager de automatiserede advarselsbreve fra filmindustrien, til at betale. Hvis de betaler, så hjælper de jo alligevel ikke filmindustrien. Men advokaterne”.
Han peger på en sag, hvor en passioneret samler af tysk radiodrama gik på nettet for at hente to nye episoder af en genoptaget klassiker. Han havde hele reolen fyldt med kassetter og bånd fra 80 og 90erne, men ville teste, om de nye udgaver var værd at købe. Han blev overbevist om den nye series kvalitet og gik ned i butikken for at købe den. Tragikomisk modtog han et stykke tid efter et advarseslsbrev og et erstatningskrav.
”Det er meget dumt at kriminalisere sine kunder. Sådan en person vil jo aldrig købe hos dig igen. Han føler sig forrådt, og det eneste man har opnået er, at han i fremtiden finder sine ting på Rapidshare."
