DSB's nye Internetbutik er allerede efter få uger blevet en stor succes med over 4.000 bestilte togbilletter om ugen. På hjemmesiden kan man klikke sig gennem en interaktiv køreplan og reservere plads samt bestille billetten, der enten kan hentes i en billetautomat på stationen eller sendes med posten. Den store interesse har dog medført, at web-stedet i perioder har været overbelastet, og nogle brugere har helt måttet opgive at reservere billetter. DSB fortæller, at de tekniske problemer nu skulle være løst.
Det er ikke muligt at se prisen eller betale over Internet, men DSB regner med, at et betalingssystem vil være klart mod slutningen af sommeren. DSB vil snart etablere en support-linie, der skal rådgive Internet-kunderne.
(Kilde: Jyllands-Posten)