Sidste år blev ifølge IDC et nyt rekordår for det danske pc-marked. Ialt blev der solgt 630.000 enheder, hvilket svarer til en vækst på 27 pct. i forhold til året før. Dette skal
endda ses på baggrund af forårets storkonflikt, der midlertidig hæmmede markedet, samt regeringens pinsepakke med formål om at begrænse forbruget. IDC har opgjort, at næsten en tredjedel af alle pc'ere er endt i private husstande.
Pc-markedet domineres af de store internationale mærker. Compaq (inklusive Digital) er for første år nummer et, og sammen med IBM har de solgt mere end halvdelen af alle enheder i løbet af året. De efterfølgende mærker halter langt bagefter og 3. til 5. pladsen sidder således kun på lidt mere end 15 pct. af markedet. Disse følges dog tæt af en række internationale såvel som lokale mærker.
På pc-server markedet er Compaq endnu mere dominerende, mens IBM og Compaq deler førstepladsen inden for bærbare computere.