Den danske lægetjeneste NetDoktor.dk har netop lanceret en ny interaktiv test-sektion med bl.a. en depressions-test.
NetDoktor.dk har fået tilladelse af psykiateren Ivan K. Goldberg til at udarbejde et interaktivt program på basis af hans depressions-test, der bruges af læger i mange lande som vejledning for at afklare en depressions-diagnose.
Testen er oversat og bearbejdet af danske læger og findes på adressen http://www.netdoktor.dk/depression.
"Det er vigtigt for os at understrege, at denne test ikke må bruges som erstatning for et besøg hos lægen, hvis man føler, at man har problemer med depression. Tværtimod håber vi, at den kan bruges til at tilskynde endnu flere mennesker med problemer til at søge læge," siger læge Carl J. Brandt fra Odense Universitetshospital (OUH), der er lægelig leder af NetDoktor.dk.
Den nye depressions-test er en del af en ny test-sektion på NetDoktor.dk, der også rummer en test, hvor man kan undersøge sin risiko for at udvikle diabetes ved at besvare en række spørgsmål om levevis og familiehistorie.
Test-dig-selv-sektionen rummer også en overvægtstest, hvor man kan undersøge i hvilken grad man er overvægtig ud fra den såkaldte BMI-beregning, som lægerne anvender. Ligesom der er en alkohol-test, hvor man kan teste sin afhængighed af alkohol og beregne, hvor længe man skal vente med at køre bil efter et bestemt antal genstande.
Endelig kan gravide beregne forløbet af deres graviditet og følge fosterets udviklingen uge for uge, ligesom man kan teste sin risiko for at få hjertesygdomme senere i livet som følge af ens livsførelse, blodtryk og kolesterolværdi.