En ny søgemaskine, YourCompass.com, reklamerer med, at den registrerer hver eneste klik, og opbygger en detaljeret profil med interesser og præferencer - i brugerens tjeneste. Ideen er ikke ny, men forskellen på denne tjeneste og andre systemer, hvor man kan skræddersy indholdet, ligger i, at brugeren ikke skal udfylde komplekse formularer med sine interesser. Man afgiver automatisk informationer om sig selv, så snart man begynder at bruge søgemaskinen, og jo mere man bruger den, jo "klogere" bliver den på ens præferencer og ønsker. Firmaet fortæller, at systemet er så præcist, at man kan skræddersy hver eneste side, som brugeren ser hos YourCompass.com.