At være kompatibel betyder, at man kan snakke sammen. To programmer, der er kompatible, kan tale med hinanden og udveksle informationer. To stykker hardware, der er kompatible, kan udveksle data over en fælles forbindelse. Kompatibilitet betyder, at man forstår et fælles sprog, og kan udveksle sig. Måske har man ikke sympati med modparten, eller begriber alle dennes pointer, men det er dog muligt at udveksle sig på et eller andet plan. I dag er de fleste programmer på den ene eller anden led kompatible. Et tekstdokument, skrevet på en Mac-computer, kan uden større besvær overføres til Windows eller et andet styresystem. Måske skal man undvære noget af den grafiske formatering, måske skal teksten gennem flere mellemtrin og behandles af flere programmer, men Mac og Windows kan dog snakke sammen. De er altså til en vis grad kompatible.
Kompatibilitet handler i stor udstrækning om fælles standarder. Altså om at blive enig om det sprog, som man skal tale. Det nytter ikke noget, hvis hvert program taler sin egen dialekt - benytter sine egne data-formater - når det skal udveksle data med andre stykker programmel. Her er det meget vigtigt, at leverandørerne har kunnet enes om en fælles standard, som alle programmerne kan forstå. Den simple ASCII-formaterede tekst er et simpelt eksempel på en sådan standard - teksten gemmes helt uden formatering, men dog i læsbar stand. Java er et andet eksempel på en fælles standard, der efterhånden nyder bred understøttelse. Alle styresystemer og browsere, der forstår Java, kan indlæse og udføre programmer skrevet i dette sprog.
Men hvorfor skal man så bekymre sig om fælles standarder? Foruden det indlysende, nemlig muligheden for at udveksle data mellem forskellige programmer - fra Word til WordPerfect eller fra Access til Oracle - så bliver det meget nemmere for softwareudviklerne, når de kan holde sig til allerede etablerede, kendte standarder. Programmeringssproget Java betyder eksempelvis, at programmøren kun skal lære et sprog, og alligevel kan skrive programmer, der kan køre på alle systemer fra Windows og Mac til Linux og OS/2. Web-dokumenter er et andet eksempel på en fælles standard, kaldet HTML (HyperText Markup Language), der understøttes af alle software-leverandører. Internet-browsere skal blot forstå HTML - og web-designere skal kun lære at programmere i HTML - så kan dokumenterne udveksles på tværs af platforme og programmer, læses på Mac og Windows, i Mosaic og Navigator.
Internettet kunne ikke eksistere uden HTML. Da den engelske forsker Tim Berners-Lee i 1991 lagde grundstenen til det grafiske Internet med den første udgave af dette dokumentsprog, der indeholder simple men praktiske koder, handlede det netop om at skabe en standard, der skulle fungere på tværs af platforme og programmer. Internettet bestod på det tidspunkt mest af elektronisk post - simpel uformateret tekst - samt forskellige tjenester som Gopher og IRC, der alle var baseret på selvstændige programmer på klient-siden (hos brugeren) og på server-siden (hos udbyderen). Enhver kunne opfinde en ny tjeneste til Internet, men man skulle samtidig distribuere læseprogrammer til alle brugerne. Den geniale ide var derfor at skabe en standard, så informationsudbyderne kunne koncentrere sig om at udvikle nye tjenester, og lade andre om at udvikle universelle læseprogrammer.
Den moderne browser var født. Efterhånden findes et stort antal Internet-browsere - selvom de færreste kender andre end Internet Explorer og Netscape Navigator - der alle deler den fælles egenskab, at de forstår standarden HTML. Et dokument, skrevet i dette sprog, kan forstås, tolkes og fremvises af alle browsere. Uden denne platformovergribende, fælles standard skulle web-dokumenter skrives i specielle versioner til hvert enkelt læseprogram, browser, fordi programmerne ville mangle et fælles sprog. Men W3C-konsortiet, hvor Tim Berners-Lee er direktør, vogter over, at browser-fabrikanterne holder sig til den fælles standard og dermed sikrer, at Internettet ikke fragmenteres i "Explorer-områder", "Navigator-områder" og andre territorier, hvor der kun er adgang, hvis man råder over et specielt læseprogram.
Forestil dig, at du finder en ny, genial søgemaskine på Internet. Men for at bruge søgemaskinen skal du hente og installere (måske endda betale for) et nyt læseprogram, en ny browser, der forstår søgemaskinens web-format. En utænkelig tanke, ikke? Men faktisk er ovenstående ikke helt så urealistisk, som det burde være. Det er sandt, at alle browsere forstår HTML - der hersker dog en forskel i de versioner af sproget, der understøttes, men dette kan ikke undgås - men samtidig har software-firmaerne ikke holdt sig tilbage med at opfinde egne udvidelser til den officielle standard, egne dialekter, der truer med at fragmentere nettet. Microsoft og Netscape har begge været slemme til at opfinde deres egne udvidelser, som kun kan læses af deres egne browsere - programmerne har fået dialekter, som måske udvider deres funktionalitet, men samtidig støder mod kongstanken om en fælles, åben standard.
Internet Explorer og Netscape Navigator er ikke længere kompatible. De kan selvfølgelig snakke sammen, altså begge læse det samme web-dokument, men de fleste sider ser forskellige ud i de to browsere. De har hver især deres egen måde at opfatte verden på. Det er måske til en hvis grad forståeligt, at firmaerne indbygger nye funktioner, for browserne ligner jo ellers i påfaldende grad hinanden, men det bør ikke være acceptabelt. Web-forfatteren står nemlig overfor det svære valg; hvilket læseprogram skal jeg understøtte? Skal jeg skrive min web-side til Explorer eller Navigator, eller benytte laveste fællesnævner? Det sidstnævnte betyder, at man stort set ikke udnytter mulighederne i de nyeste versioner af browserne. Dynamisk HTML, en række nye koder, der skaber større interaktivitet, er et godt eksempel på dette; Microsoft og Netscape har deres egne fortolkninger af, hvad D-HTML er og hvordan koden skal skrives.
Hvis man understøtter den ene browser, risikerer man, at web-siderne ikke kan læses i den anden browser, og så har man forbrudt sig mod kongstanken i World Wide Web. Det handler om fælles standarder, om at være kompatibel, og ikke udvikle i forskellige retninger. I konkurrencens ånd kan man ikke klandre software-firmaerne for, at de tænker over forbedringer til HTML-standarden, men Berners-Lee's W3C-konsortium modtager beredvilligt forslag til udvidelser, der måske kommer med i den næste officielle sprogversion. Både Microsoft og Netscape har repræsentanter i næsten alle arbejdsgrupperne hos W3C. Den nuværende manglende inkompatibilitet skyldes simpelthen, at den fælles ånd er blevet ofret på utålmodigens alter. Fremskridt er nødvendigt, men nogle gange er det godt at vente, indtil alle er enige. Forståelse skader ikke.
God fornøjelse med magasinet.
Karim Pedersen
Chefredaktør
