British Gas har fået foretaget en ny undersøgelse, som skulle vise englændernes håb og bekymringer for fremtiden, skriver BBC News. Resultatet viser, at de fleste tror på dramatiske forandringer i starten af det nye årtusinde. Tre ud af fire adspurgte kvinder mente, at familien vil forsvinde inden år 2010, mens fire ud af fem ikke længere tror på, at ægteskabet holder hele livet. Men 83 pct. mener, at Internettet kan hjælpe med at styrke familiebåndene.
Transplantationer med dyreorganer bliver snart en realitet ifølge 91 pct. af de adspurgte, mens 47 pct. tror på, at computer-chips bliver implanteret direkte i hjernen. Hele 43 pct. af englænderne forventer at kunne bestille en rumrejse senest år 2010, mens 39 pct. tror på, at intelligent liv bliver fundet et andet sted i rummet inden da.