Ingen af de 20 danske multimediaprodukter, der sammen med i alt 557 titler fra 26 lande deltog i kampen om titlen som Europas bedste multimedieprogram, slap igennem til den endelige finale. Blandt de deltagende titler har en international jury nomineret 29 produktioner i seks kategorier, og den endelige vinder præsenteres ved en ceremoni på det tekniske museum i den østrigske hovedstad Wien den 29. november.
De nominerede titler kommer fra Polen, Finland, Sverige, Norge, Tyskland, Schweiz, Frankrig, Italien, Holland og England.
Konkurrencen EuroPrix MultiMedia Art '98 er arrangeret af den østrigske regering i nært samarbejde med EU Kommissionen, som står bag INFO2000 støtteprogrammet, der primært fokuserer på anvendelsen af multimedia. Det anses for sandsynligt, at konkurrencen gentages næste år.
Flere informationer på www.europrix.org.