Det er ikke som udgangspunkt tilladt at læse medarbejdernes elektroniske post. Det fastslår fagbladet Lederne, der udgives af Ledernes Hovedorganisation, i den nyeste udgave. Hvis chefen alligevel læser de ansattes post, kan denne risikere en straffesag. Men det er tilladt for lederne at læse posten, hvis medarbejderne på forhånd er orienteret om det. Det kan eksempelvis ske med en officiel IT-politik for virksomheden, som alle medarbejdere skal være fortrolige med. Det anbefales derfor, at virksomhederne formulerer en klar og entydig politik, og informerer de ansatte om, hvorvidt man kan risikere at ens elektroniske breve bliver læst.