Det er ikke kun navnet, der minder om Internettets største redigerede katalog, Yahoo. Det lille firma NewHoo har på få måneder skabt en Yahoo-lignende fortegnelse med 24.000 emnekategorier og 100.000 web-steder, der er betydelig billigere i drift end Yahoo. NewHoo satser på frivillig, ulønnet arbejdskraft og har indtil videre rekrutteret 4.500 redaktører, der bruger deres fritid til at gennemsøge nettet og udvælge de bedste hjemmesider til kataloget.
NewHoo er netop blevet købt af Netscape for et ukendt beløb og omdøbt til Netscape Open Directory. Tjenesten skal indgå som en del af den større NetCenter-portal samt på adressen http://directory.mozilla.org/.