Det lyder som et scenarie fra en science-fiction film, men forleden måtte kunderne i det automatiske parkeringshus i byen Hoboken i New Jersey opleve, at robotgaragen havde taget deres biler som gidsler. Parkeringshuset beskrives ellers som lidt af et teknisk mirakel, hvor bilerne flyttes rundt med vandrette og lodrette elevatorer og hentes til udgangen i løbet af 30 sekunder. Men for to uger siden nægtede robothuset stædigt at aflevere bilerne.
Robottens gidseltagning var resultatet af en lang kamp mellem det lokale bystyre og firmaet Robotic Parking, der har konstrueret anlægget. Den oprindelige kontrakt udløb i 2005, og byen ville derefter kun betale licens for programmet for en måned af gangen. I juli blev der slet ikke betalt for licensen, hvorefter styreprogrammet automatisk blev deaktiveret - og bilerne sad fast.
Sagen endte i retten og de to parter blev til sidst enige om at fortsætte samarbejdet. Hoboken skal betale omkring 30.000 kroner i licens for de næste tre år, mens Robotic Parking lover at levere teknisk support og holde anlægget kørende. Bilerne kom fri efter flere dage, men spørgsmålet er nok, hvor mange der fremover har lyst til at aflevere deres fartøjer til den humørsyge robot.
Men bortset fra sagens tekniske og humoristiske aspekter sætter den også fokus på de nye og stadig mere komplekse licensformer til software, hvor kunderne ofte har svært ved at gennemskue, hvad de betaler for. Nogle software-leverandører indbygger ligefrem »fælder« og »tidsindstillede bomber« i deres programmer, som holder op med at virke efter en bestemt periode, medmindre programmet får en ny aktiveringskode.
Og køberen kan risikere at komme i et afhængigheds-forhold overfor leverandøren - som i robot-sagen - hvis programmerne købes som en »lukket kasse« uden mulighed for at få indsigt i den bagvedliggende kode.
