Et af de populære open source-baserede antivirus-programmer, ClamAV, er nu overtaget af softwarefirmaet Sourcefire. Kerneudviklerne fra ClamAV-projektet skal fremover arbejde for Sourcefire, som vil integrere programmet i sine kommercielle sikkerhedsløsninger.
Men Sourcefire lover, at ClamAV fortsat vil være tilgængelig som open source, og firmaet vil bidrage med tekniske og økonomiske ressourcer til projektet. Ifølge en FAQ på firmaets hjemmeside får overtagelsen ingen direkte konsekvenser for brugerne.
Sourcefire har erhvervet rettighederne til ClamAV-navnet, domænet og den del af koden, som kerneudviklerne har bidraget med. Kode, der kommer fra andre deltagere i open source-projektet, er ikke omfattet af dette.
Firmaet ejer allerede intrusion prevention-systemet Snort, som ligeledes er tilgængelig under en open source-licens. Snort anvendes blandt andet af det amerikanske militær og flere efterretnings-tjenester.