Den italienske indenrigsminister Enzo Bianco kunne lørdag overrække landets første elektroniske ID-kort til en 17-årig studerende fra Napoli, Paolo Mossetti. ID-kortet indeholder en mikroprocessor og optisk hukommelse med en kapacitet på 1,8 MB.
Ifølge de italienske myndigheder er det elektroniske ID-kort det mest avancerede i verden. Finland har introduceret et lignende kort, men det er knyttet til et papirdokument og ikke fuldt integreret.
Det italienske kort indeholder alle personlige identitets-oplysninger og overflødiggør enhver form for dokumentation på papir. Det italienske indenrigsministerium fortæller at kortet bliver introduceret i 83 byer, og ministeriet regner med at udstede 1 million kort inden årets udgang.
Indenfor fem år skal der udstedes omkring 50 millioner elektroniske ID-kort i Italien. Landet borgere kan blandt andet anvende kortet til offentlige selvbetjenings-tjenester på Internet og til at reservere tid hos lægen on-line. Det bliver også muligt at afgive sin stemme elektronisk.
Det italienske ID-kort bliver både udstedt til børn og voksne. Fremtidige versioner af kortet vil indeholde personens fingeraftryk og detaljerede helbredsoplysninger.
(Kilde: IDG News Service)