Et teleselskab med hovedsæde på Bermuda har planer om at investere over en milliard dollars i et nyt fiberoptisk netværk, der skal forbinde de største byer i Sydamerika. Global Crossing har tidligere foretaget lignende investeringer i andre dele af verden og har planer om et globalt netværk, der skal forbinde 100 storbyer på fire kontinenter. I projektets første fase skal fiberkablerne installeres i Argentina og Brasilien. Dette arbejde forventes afsluttet i fjerde kvartal af år 2000. I den sidste fase skal nettet så udvides til at dække resten af det sydamerikanske kontinent, og selskabet forventer at have installeret de sidste kabler i starten af 2001. De nye fiberoptiske forbindelser skal bruges til samtale, data- og video-trafik. (Kilde: Reuters)