Den danske rejse-hjemmeside Travel Market har foretaget en stor brugerundersøgelse blandt sine besøgende. Spørgeskemaet blev udfyldt af 1.635 forskellige brugere, og blandt de mere overraskende resultater er, at næsten halvdelen (48 pct.) af brugerne er kvinder. Knap 61 pct. af brugerne svarede, at de har andre kreditkort end Dankort. Internettet bruges dagligt hos 67 pct. af brugerne, mens 30.1 pct. anvender det 2-3 pr. uge og 2.9 pct. kun er på nettet 2-3 gange om måneden. Privat Internet-adgang har 68 pct., mens 88 pct. råder over adgang fra arbejdet. Hele 28 pct. af brugerne svarede, at de havde foretaget en konkret bestilling af rejser på baggrund af tilbud, som de har fundet i Travel Market.