Med falske løfter om en milliongevinst i et internet-lotteri blev en 49-årig mand fra Kolding lokket til Amsterdam. Politiet i Kolding fortæller, at manden havde modtaget en e-mail, som fortalte at han havde vundet en million dollar (omkring 8 mio. danske kr.).
Koldingenseren troede på beskeden og rejste til Amsterdam i Holland, hvor han skulle hente gevinsten. I Amsterdam ventede tre mænd, der angiveligt kom fra firmaet bag lotteriet.
Men i stedet for at få udbetalt sin gevinst blev den 49-årige franarret 20.000 kr. samt kopier af sin underskrift, bankpapirer og pas, ifølge TV2 Nyhederne.
Kolding Politi advarer nu om, at der kan være flere af de falske lotteri-beskeder i omløb.
(Kilde: TV2)