Bilsider er blandt de mest besøgte hjemmesider på nettet, og det er nok ikke underligt, at der til stadighed søsættes nye initiativer, der skal tiltrække bilglade Internet-brugere. Senest har Danmarks Automobilhandler Forening (DAF) meldt sig på banen med en portal, der bl.a. tilbyder en brugtbildatabase med over 20.000 biler.
På den nye hjemmeside, biltorvet.dk, er der også adgang til at sammenligne brugtbilpriser, udregne byttepriser og bestille værkstedstider. Den såkaldte Bildoktor - stærkt inspireret af Netdoktor - hjælper med råd og vejledning, når bilen er "syg".
Det er både bilejere og -købere, der skal lokkes til at parkere musen på den nye hjemmeside, som også tilbyder pjecer som DAF's "Køb den bedste bil".