Vatikanstaten har underskrevet en kontrakt med det amerikanske firma IConnect.com med henblik på at tilbyde familievenlig Internet-adgang. Den nye katolske Internet-udbyder, The Catholic Families Network, tilbyder fuld adgang til Nettet, men indholdet filtreres og anstødeligt indhold fjernes, inden det når til brugerens pc. En ny Internet-portal skal, ifølge Iconnect.com's CEO Michael Salaman, tilbyde en sikker, brugervenlig og religiøs indgang til Nettet. Iconnect.com og Vatikanstaten skal deles om indtægterne fra salget af abonnementer og reklamebannere. Et bonus-program skal få katolske skoler og organisationer til at skrive deres medlemmer på som kunder hos The Catholic Families Network.
(Kilde: Internet Industry News)