Test: Ingen over, ingen ved siden af iPad 2

Den bedste tablet-computer, der kan købes for penge lige nu. Sådan lyder vores endelige dom over iPad 2.

Apple har begået en lille genistreg med iPad 2, der både er tyndere, lettere og hurtigere end etteren, som blev lanceret for omtrent et års tid siden. Der er dog blevet lyttet mere til Darwin end til Marx og Lenin i Apples udviklingsafdeling, for når vi kigger på nyhederne, så virker det, som om Apple har arbejdet efter devisen ”if it ain’t broke, don’t fix it”. Vi taler evolution snarere end revolution.

 

De mest iøjenfaldende forskelle på de to produkter er således fysiske. Den nye iPad er med sine 8,8 millimeter tyndere end sågar iPhone 4, og så vejer den kun godt 600 gram, hvilket betyder, at der er blevet barberet ca. 100 gram af vægten i forhold til etteren. Desuden er iPad 2 forsynet med en bagside stanset ud af ét stykke aluminium, hvilket er en produktionsmetode, som Apple allerede bruger i fremstillingen af firmaets Macbook-computere.

Alt i alt er iPad 2 en del mere petit end sin forgænger, og har man først vænnet sig til toeren, må det være som at tage på i vægt at komme tilbage til etteren.

 

Vi skriver ikke om kameraet

Men ud over størrelsen er det så som så med tydelige forskelle på iPad 1 og iPad 2. Skærmen er helt den samme i de to produkter, og de få knapper og udgange sidder mere eller mindre samme sted. Den eneste reelle nyskabelse i iPad 2 er, at tablet-computeren nu er blevet udstyret med to kameraer – på henholdsvis for- og bagside – som dels kan bruges til optage billeder og video på normal vis og dels til videochat via Apples egen FaceTime-tjeneste.

Men helt ærligt, så er de nye kameraer ikke noget at skrive hjem om, så det vil vi lade være med! Vi nøjes blot med at undre os over, hvorfor Apple har valgt at springe over, hvor gærdet er lavest, i stedet for at sætte et par ordentlige kameraer i den nye iPad, når det nu skulle være ...

 

Side2

Hurtighed lader vente på sig

Hvorom alting er, så er iPad 2 blevet forsynet med en A5 dual-core processor i stedet for etterens A4-chip, og den har også fået 512 megabyte ram, hvilket er 256 megabyte mere, end forgængeren kunne prale af.

Grafikprocessoren er også blevet opgraderet, og alt i alt betyder forbedringerne, at iPad 2 kører en del hurtigere end den første iPad, selv om vi stadig savner at prøve apps, der for alvor gør brug af den nye tablet-computers mange nye muller.

 

Bevares, når man browser via Safari, kan man godt mærke, at tingene går lidt hurtigere, og meget tunge spil a la action-orgiet Infinity Blade kører også en smule mere glidende på iPad 2, men umiddelbart er vores vurdering, at der kommer til at gå lidt tid, før der for alvor kommer rendyrkede iPad 2 apps i App Store. Og det af den simple grund, at udviklerne gerne vil sælge så mange apps som muligt, og de fleste brugere har trods alt stadig den første iPad liggende i tasken og har endnu ikke fået investeret i toeren.

 

Apples univers

Djævlen ligger altså i detaljen, for naturligvis skal du købe en iPad 2, hvis du endnu ikke har investeret i en tablet-computer. Den nye iPad er med ret stor sikkerhed den bedste af slagsen på markedet og vil nok også være det en rum tid endnu.

Flere af de kommende Android 3.0 tablets, som rammer butikkerne i nær fremtid, ser umiddelbart ud til at kunne give iPad 2 baghjul med den ene eller den anden tekniske specifikation, men kendsgerningen er, at der til iPad 2 i skrivende stund findes mere end 60.000 særlige iPad apps, og med iOS 4.3, som iPad 2 er født med, bliver Apples tablet-computer om muligt endnu mere integreret i Apples øvrige univers, end det allerede var tilfældet med den første iPad.

 

Med iPad 2 og iOS 4.3 får du f.eks. adgang til Home Sharing, hvilket betyder, at du kan streame film og musik fra en hvilken som helst computer med iTunes til din iPad, og så er en række populære Mac OS-programmer som GarageBand og iMovie nu kommet i særlige iPad 2-versioner.

Vi tror ikke på tilfældigheder fra Apples side, og det er en kendsgerning, at da Steve Jobs i egen høje person præsenterede den nye iPad 2 i begyndelsen af marts måned, så blev der brugt mere tid på nye apps og tilbehør end på toerens tekniske specifikationer.

Det er først og fremmest, fordi Apple fokuserer på anvendelsesmuligheder. Og det fokus fik ikke alene lov til at gennemsyre lanceringen af iPad 2, det står også klart som en solrig dag i Sahara, når man selv har fat i den nye iPad.

Side 3

Konklusion

Apple har begrænset sig til at optimere og forbedre, så iPad 2 kunne blive lidt bedre til alt det, som iPad 1 kunne i forvejen, og hvis man har prøvet og er tilfreds med en iPad 1, så vil man med det samme føle sig hjemme og i øvrigt blive svært fornøjet i selskab med en iPad 2.

Aprospos detaljer, så kan man heller ikke være andet end begejstret for Apples nye smartcover, som er designet specielt til iPad 2 og fås i ti forskellige farver. Coveret sidder fast med magneter og dækker kun skærmen. På indersiden sidder et særligt materiale, som hjælper til at holde skærmen ren og fri fra fedtfingre, og når man åbner coveret, vågner iPad’en automatisk fra sleep-mode.

 

Men hvis iPad 2 blot er en pimpet iPad 1, er der så virkelig nogen grund til at købe en ny, hvis man allerede har etteren, spørger du måske? Vores svar er, at det er der egentlig ikke. Holdbarhedsdatoen på iPad 1 er nemlig langtfra overskredet.

Omvendt bør du ikke tøve med at købe en iPad 2, hvis du ikke allerede har investeret i en tablet-computer. For tiden kan du få etteren en smule billigere, men iPad 2 er alligevel så meget bedre, at en besparelse på under 1.000 simpelthen ikke kan svare sig.

 

Event: Platform X 2027: Forretning, teknologi og transformation

It-løsninger |

Mød verdens stærkeste og mest effektive platforme der driver den digitale transformation samlet i København - og dyk ned i den nyeste teknologi.

27 maj 2027 | Gratis deltagelse

Navnenyt fra it-Danmark

Comsystem A/S har pr. 15. april 2026 ansat Iver Jakobsen som Technical Key Account Manager. Han skal især beskæftige sig med teknisk løsningssalg. Iver Jakobsen har 25 års erfaring fra TelCo-branchen. Han kommer fra en stilling som Key Account Manager hos E.ON Drive ApS. Han har tidligere beskæftiget sig med rådgivning og løsningssalg. Nyt job

Iver Jakobsen

Comsystem A/S

Mohamed El Haddaoui, er pr. 7. april 2026 ansat hos Dafolo A/S som IT-systemudvikler. Han skal især beskæftige sig med udviklingsopgaver relateret til Brugerklubben SBSYS. Han er nyuddannet datamatiker og har erfaring med udvikling af REST API'er og integreret databaser. Nyt job

Mohamed El Haddaoui

Dafolo A/S

IFS Danmark A/S har pr. 1. juni 2026 ansat Lasse Hounsgaard som AI Account Executive. Lasse skal især beskæftige sig med udrulning af IFS.ai Logistics i Norden. Lasse kommer fra en stilling som Manufacturing Account Executive hos Autodesk ApS. Lasse er uddannet cand.merc. i International Virksomhedsøkonomi. Lasse har tidligere beskæftiget sig med digitalisering af danske og nordiske virksomheder. Nyt job

Lasse Hounsgaard

IFS Danmark A/S

IFS Danmark A/S har pr. 2. marts 2026 ansat Marlene Gudman som HR Business Partner. Hun skal især beskæftige sig med HR i Danmark og Norden og lede udvalgte internationale HR-projekter. Hun kommer fra en stilling som Nordic Lead HR Business Partner hos Salesforce. Hun har tidligere beskæftiget sig med international HR med fokus på udvikling af og udfordringer i HR ud fra et forretningsperspektiv. Nyt job

Marlene Gudman

IFS Danmark A/S