Den nærmest legendariske science-fiction forfatter Arthur C. Clarke, bedst kendt for klassikeren "2001: A Space Odessey" og den intelligente computer HAL, fremskriver Nettets udvikling til år 2036 i sin nye roman "The Light of Other Days" (skrevet sammen med Stephen Baxter). Bogens centrale tema er den konstante teknologiske udvikling koblet med budskabet om, at vi mister mere og mere af vores uskyld, hver gang en ny opfindelse fortæller mere om hvad der sker omkring os.
Bogens hovedperson, den ærketypiske grådige forretningsmand Hiram Patterson, har opfundet et apparat, WormCam, som gør det muligt at smugkigge på tværs af fysiske barrierer - og tiden. Præsidentens soveværelse, Mars eller en begivenhed langt tilbage i fortiden - intet kan længere holdes skjult.
Bogen har fået blandede anmeldelser for sin vidtsvævende historie, men den kan være værd at læse alene for at svælge i Arthur C. Clarke's forestillinger om fremtidens teknologiske mirakler - og deres skyggesider, hvor man kan trække paralleller til dagens Internet.
(Kilde: Wired)