Den offentlige beta-udgave af Lotus Notes 5.0, som skulle være udsendt i denne måned, bliver udskudt indtil sidst i september, fortæller Lotus. Per tradition findes ikke de store forskelle mellem "public beta" udgaven og det færdige produkt, og Lotus vil dermed sikre, at den første offentlige udgave af Notes 5.0 lever op til de høje forventninger. Ifølge Lotus er det især brugerfladen, der endnu ikke er færdigudviklet og kræver mere arbejde end planlagt. Lotus udsendte tidligere på året en beta-udgave af Notes 5.0, men den var kun rettet mod partnere og udviklere. Firmaet forsikrer, at den færdige udgave som planlagt vil blive frigivet inden årets udgang. Det er især den øgede Internet-integration, der fremhæves som den vigtigste fordel i det nye produkt.