Ideen er ikke helt ny, men stadig genial. Man flytter sine data fra den lokale harddisk til Internet, og kan derefter hente dem fra enhver Internet-opkoblet computer i hele verden. Storagepoint.com's Click-n-Go Office 2.0 er et nyt program, som gør det muligt at etablere et såkaldt web-drev. På firmaets Internet-server kan man gemme et spejlbillede af sin egen harddisk, browser-bogmærker, kalender-informationer, adressebøger og andre vigtige data. Programmet er endda gratis, men man skal finde sig i reklamer; en annonce-fri udgave koster 9.95 dollars om måneden. Systemet er browser-baseret og kræver ikke, at man installerer software på den lokale computer.
(Kilde: PC World USA)