Efter flere måneders forhandlinger ser det nu ud til, at parterne er nået til enighed om den nye internationale organisation, der skal styre fordelingen af domæne-endelser som .com og .org. Internet Assigned Names Authority (IANA), der hidtil har styret fordelingen af adresser, har offentliggjort en hvidbog, der indeholder det endelige forslag til den nye organisation. Den ikke-kommercielle, private institution skal have kontor i Los Angeles, og styringen skal varetages af en bestyrelse på ni personer. De ni udvalgte, der skal styre Internettets fremtidige kurs, må ikke være regerings-repræsentanter, og ikke mere end halvdelen af medlemmerne må komme fra en enkelt geografisk region. Bestyrelses-medlemmer må heller ikke stemme i sager, hvor de selv eller deres virksomheder har en økonomisk interesse.
Hvis det nye forslag bliver vedtaget, kan organisationen oprettes allerede i slutningen af september. Hvidbogen kan læses på http://www.iana.org/.