En ny aftale mellem Danmarks Radio, teleselskabet TDC og pladeselskabernes organisation IFPI gør det nu muligt for DR's netradio-brugere at købe den musik der spilles. Et enkelt klik sender lytteren over til TDC, hvor musikken kan downloades mod betaling. DR forventer, at det vil give en stigning i salget af dansk musik.
»Danskerne hører meget radio og holder meget af musik, og en stadig større del af lytningen foregår via computeren. DR har gennem de seneste år fulgt denne udvikling og udvidet lytternes mulighed for at høre dansk musik på dr.dk, og nu tager vi endnu et skridt,« siger DRs radiodirektør Leif Lønsmann.
Men samarbejdet bliver skarpt kritiseret af TD''s konkurrenter, som mener at DR giver TDC en stor fordel med den nye aftale. Musiktjenesten Payload henviser til, at DR er en public-service-station, mens TDC er et privat selskab.
Leif Lønsmann forsikrer dog, at samarbejdet skal udvides til andre musiktjenester.
»Vi har udviklet tilbuddet sammen med TDC, som i forvejen sælger musik på internettet, og senere vil andre musiksalgssteder komme til,« siger han.
Foruden mulighed for at købe musikken skulle den nye version af DR's netradio også byde på en forbedret lydkvalitet, og lytterne kan klikke sig direkte ind på enkelte radioprogrammer og høre dem, når man vil.
-
-
-
-
-
92 læser AI-lab: Min enkle jernregel om AI