EU tager brodden af traktat mod pirater

EU-Parlamentet stiller krav til ACTA.

ACTA har sat grå hår i hovedet på mange netaktivister de sidste år.

Nu har EU-Parlamentet vedtaget en skriftlig erklæring, hvor de stiller krav til traktaten. Den skal respektere åbenhed, ytringsfrihed og retten til privatliv, mener de. Den må ikke indføre nye regler á la den franske 3-strikes, hvor borgerne kan få kappet internetforbindelsen, siger de.

ACTA står for Anti Counterfeiting Trade Agreement og skal håndhæve regler for ophavsret om alt fra kopimedicin til ulovlig kopiering af sange, film og softwareprogrammer. De lukkede forhandlinger bliver ført mellem EU, USA, Canada og flere andre større lande. Store kopinationer som Indien og Kina er dog ikke med, hvorfor kritikere hævder, at traktaten er spild af tid.

EU-Parlamentet skal godkende pirattrakten, før den kan træde i kraft i Europa. Derfor har de folkevalgte en stor stemme, selv om EU-Kommissionen og medlemslandene leder forhandlingerne. Lobbyister og netaktivister har af den grund med interesse fulgt parlamentets holdning til antipirattraktaten.

Danske TDC, der håber at undgå at skulle holde øje med deres kunders internetbrug, har eksempelvis kritiseret tidligere versioner af ACTA for at være i strid med dansk lov. TDC's kritik er dog forstummet, efter et læk af den hemmelige tekst viste, at kontroversielle dele blev pillet ud af traktaten. Tidligere udkastet har også foreslået at indføre 3-strikes-tiltag, men de blev også pillet ud efter international kritik.

Et af netaktivisternes største problemer med traktaten er, at forhandlingerne om ACTA er lukkede. I den nye erklæring, der er et udtryk for parlamentets holdning og altså ikke kan tvinge forhandlingsparterne, kræver de folkevalgte, at udkastet til ACTA bliver offentliggjort, ligesom det blev i april. Senere versioner har ligesom tidligere været forblevet hemmelige efter pres fra USA.

Tyssede på politikere
Trods erklæringen var det småt med de kritiske røster omkring truslen mod internetfriheden, da EU-parlamentarikere onsdag middag diskuterede de internationale forhandlinger med handelskommissær Karel De Gucht. Debatten fandst sted under et plenarmøde i franske Strasbourg.

"Undskyld, denne debat er ved at være afsluttet, vil de være venlige ikke at larme så meget," måtte forsamlingens formand, polske Jerzy Buzek, tysse på de øvrige småpludrende EU-politikere, mens han slog i formandsbordet med sin hammer.

Småsnakken i salen lød, da kommissæren kom med hans afrundende bemærkninger. Det var endnu et tegn på, at ACTA ikke længere får følelserne i kog hos Europas folkevalgte. De stoler på, at udviklingen går i retningen af, at traktaten ikke griber ind i borgernes ret til internet.

De kritiske spørgsmål, der alligevel var til traktatens del om internettet, kom fra mere ubetydelige medlemmer af parlamentet og var ofte ukonkrete. Et eksempel var De Grønnes repræsentant, tyske Jan Philipp Albrech, der i dagens anledning havde en t-shirt med påskriften "Privacy is not a crime". Hans eneste reelle kritik var, at nogle formuleringer i ACTA var upræcise, men kunne ikke diske op med meget mere end dét.

Det samme galdt gruppekollegaen, den svenske piratpolitiker Christian Engström, som har plads hos De Grønne. Han kunne i sit indlæg, der var overraskende stille, ikke komme med ét konkret kritikpunkt til traktatens indhold.

"Jeg vil opfordre kommissionen til at bekæmpe forfalskning, men tag internetdelen ud af det. Det vil være det bedste," lød Christian Engströms opfordring til handelskommissæren.

Opfordringen vil dog næppe vil blive fulgt, eftersom parterne efterhånden er ved at være enige om internetdelen. Det viser en analyse fra den canadiske jurablogger Michael Geist.

Magtfulde grupper beroligede
EU-Parlamentets mest magtfulde grupper virker til at være tilfreds med EU-Kommissionens arbejde på at få ACTA til at stemme overens med den gældende EU-lovgivning, så traktaten ikke tvinger EU-lande til indføre ordninger, hvor de kapper borgernes forbindelse til internettet, eller hvor internetudbyderne skal agere som piratpoliti. Repræsentanter fra De Konservative og Socialdemokraterne var begge tilfredse på internetdelen af traktaten.

"Selv ACTA-kritikere synes efterhånden, at det er svært at finde kritiske dele i aftalen," sagde tyske Daniel Caspary fra den konservative/kristendemokratiske gruppe.

"Jeg har tillid til det, du siger om internettet," sagde franske Kader Arif fra den socialdemokratiske gruppe til EU-kommissæren.

Ligesom de fleste andre EU-parlamentarikerer harcellerede han dog mod, at USA ikke tillader en offentliggørelse af udkastet til traktaten.

"Jeg begynder snart at blive træt over den måde, det foregår på," sagde han om de lukkede forhandlinger.

Dét er dog ikke nyt. EU-Parlamentets handelsudvalg har tidligere bedt EU-rådet om at komme til at følge internationale handelsforhandlinger tættere, efter Lissabon-traktaten har givet parlamentet ny magt på området. Det er dog blevet afvist af Rådet, hvor EU-landene sidder.

Den tredjestørste gruppe, liberale ALDE, lover at holde øje med ACTA op til vedtagelsen, der forventes at komme i efteråret eller inden udgangen af i år.

"Der blev sagt noget om internettet, og vi sætter pris på kommissionens indsats, men vi er stadig årvågne," sagde Niccolo Rinaldi fra ALDE.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ed A/S
Salg af hard- og software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Compliance og strategisk it-sikkerhed efter DORA

Finansielle koncerner har i snit 85 sikkerhedsløsninger i drift – men er i snit op til 100 dage om at opdage et igangværende cyberangreb. Ydermere viser øvelser, at det typisk tager 4-6 uger at rense og genetablere sikker drift af centrale systemer efter et stort angreb. Fokus for dagen vil derfor være på henholdsvis governance samt om, hvordan du som it-leder i den finansielle sektor skal kunne håndtere fremtidens cybertrusler og arbejde effektivt med sikkerhed på et strategisk niveau.

04. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

16. april 2024 | Læs mere


IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere