Internettjenesten Rejsefeber, der hidtil er blevet drevet af Scandinavia Online, skilles nu ud som selvstændig virksomhed. Det er det norske investeringsselskab Venture Partners Multimedia, der kommer ind som ny majoritetsejer i Rejsefeber i både Danmark, Norge og Sverige. Venture
Partners Multimedia er et investeringsselskab, der hovedsageligt investerer i IT og Internetvirksomheder.
"Den nye ejerstruktur giver Rejsefeber den fordel, at det nu i langt højere grad bliver en skandinavisk enhed. Det giver både kommercielt og rent teknisk en langt større styrke," siger Rejsefebers Skandinaviske
direktør, Uffe Hyldgaard.
I Sverige er Rejsefeber netop blevet kåret som årets bedste svenske Internetsite. Rejsefeber giver brugerne mulighed for
både at planlægge, booke og betale rejsen online. På web-stedet finder man en kombination af guidebøger, rejseartikler, nyttige oplysninger om vaccinationer, kort, valuta og vejr - foruden muligheden for at booke flybilletter, hotel og udlejningsbil på en og samme
tjeneste på Internettet.
"Vores ambition er at befæste vores position som Skandinaviens mest benyttede rejsetjeneste på Internettet. Den nye ejerstruktur styrker denne målsætning. Scandinavia Online har bred kompetence inden for medie- og Internettet, og Venture Partner har stor erfaring med at
udvikle og drive udbytterige Internetsatsninger," siger Sofia Hagelin, der er vicedirektør i Rejsefeber i Skandinavien.
Hvor de tre udgaver af Rejsefeber har haft forskellig udseende og indhold hidtil, bliver de nu lagt sammen til en tjeneste med fælles indhold og layout, men skrevet på henholdsvis dansk, svensk og norsk.