Den seneste rapport fra Nielsen/Netratings fortæller at 35 millioner amerikanere fik Internet-adgang i år 2000. Det totale antal opkoblede i USA ligger nu omkring 154 millioner. Men hvis man skal tælle det reelle antal Internet-brugere, ser tallet helt anderledes ud.
Nielsen/Netratings har opgjort at 95,3 millioner amerikanere var on-line i november måned 2000. Det betyder at omkring 38 pct. af de personer, som betaler for Internet-adgang, slet ikke bruger deres forbindelse. Med en gennemsnitlig månedpris på 20 dollars for Internet-adgang i USA må det være en dyr fornøjelse.
Baggrunden kan være at mange bliver tiltrukket af de farvestrålende reklamer om Nettet, og bagefter føler sig skuffede, når der første gang surfes on-line. I stedet venter de og håber at indholdet bliver bedre eller hastigheden stiger.
Et konkurrende analysefirma, Media Metrix, har lignende tal for november måned. Media Metrix skønner at det totale antal aktive brugere i USA i november var 80 millioner, mens der er solgt 116,5 millioner abonnenter. Dermed ligger 31 pct. af alle Internet-tilslutninger "brak".
(Kilde: Wired)